Der er ingen tvivl om, at tv-værten Kåre Quist og modellen Vibeke Lentz for tiden svæver på en lyserød kærlighedssky.

Men har de mon også taget skridtet videre?

Det spekulerer flere lige nu i rundt omkring på afkroge af internettet, efter de to har delt en række billeder i såkaldte stories på Instagram fra en fest, der tilsyneladende blev holdt fredag aften på Fejø, hvor de forleden købte sommerhus sammen.

Til billederne står der ikke meget andet end:

»Kaos & kærlighed.«

Flere gætter nu på, om parret - der stod frem i foråret - kan være blevet gift.

B.T. har rakt ud til både 55-årige Kåre Quist og 46-årige Vibeke Lentz for en kommentar, men har ikke hørt tilbage.

Se og Hør har ligeledes omtalt sagen, og ugebladet har spottet, at lokalpolitikeren Benny Damgaard fra Danmarksdemokraterne i Lolland Kommune er med på et af billederne, hvor han ses stå foran parret og tilsyneladende være i gang med at læse noget op.

Til ugebladet vil han dog ikke kommentere, om han på billedet var i gang med at forestå en vielse.

»Vi var inviteret til en sommerfest og fik et glas vin, inden vi tog hjem igen,« udtaler Benny Damgaard til mediet, ligesom han derudover henviser til parret for øvrige kommentarer.

Én ting er da også sikker - ud fra billederne - parret holdt noget af en kærlighedsfest, hvor gæsterne fik spist og drukket sammen med tv-værten og modellen.