L.O.C. er tilbage på tv.

Omkring nytår dukkede han op i 'Stormester', og for tiden er han aktuel i comedyprogrammet 'Roasted'. Hvad siger han til en tjans som ny 'X Factor'-dommer eller en deltagelse i 'Forræder'? Se hans svar herunder.

L.O.C. har de seneste år holdt sig mere eller mindre ude af medierne, men parallelt med lanceringen af hans første onemanshow som komiker, er den 45-årige rapper begyndt at røre på sig offentligt igen.

I denne uge er han eksempelvis aktuel i Primes nye comedyprogram 'Roasted', hvor han dyster mod fire andre komikere om at være bedst til at grille hinanden.

L.O.C. er aktuel i Primes comedyprogram 'Roasted: Verdens sjoveste ferie' hvor han dyster mod komikerne Nikolaj Stokholm, Natasha Brock og Victor Lander om at være bedst til at 'roaste' hinanden.
L.O.C. er aktuel i Primes comedyprogram 'Roasted: Verdens sjoveste ferie' hvor han dyster mod komikerne Nikolaj Stokholm, Natasha Brock og Victor Lander om at være bedst til at 'roaste' hinanden. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Da B.T. på et pressemøde spørger, om han generelt har fået smag for andre tv-underholdningsprogrammer som eksempelvis TV 2s populære format 'Forræder', svarer han først:

»Nej, nej. Det skal jeg ikke. Specielt ikke 'Forræder', for jeg er ret sikker på, at jeg ville ryge ud som den første.«

Du tænker, de hurtigt ville gætte på dig som 'Forræder'?

»Hvis folk kiggede på mig og skulle prøve at bestemme sig, er der ingen, der ville stole på mig. Selvom jeg var helt oprigtig, er jeg ret sikker – tynget af min fortid – på, at folk vil tænke: 'Lad os få ham ud med det samme'.«

L.O.C. forklarer, at han sagde ja til at medvirke i 'Roasted', fordi han altid har været fan af 'roast'-genren, hvor man sender kærlige svinere afsted mod en person og nævner som eksempel de gamle 70'er-roast-shows med den amerikanske skuespiller og sanger Dean Martin. 

»Så det er ikke fordi, jeg tænkte, at nu skal jeg til at lave en masse tv. Det er mere, at det her passede godt ind.«

Der er jo p.t. en ledig dommerstol i 'X Factor'?

»Ja, men det skal jeg ikke. Det er Simons (Kvamm, red.) stol.«

L.O.C. var i to sæsoner dommer på TV 2s talentshow 'Voice' i 2012.
L.O.C. var i to sæsoner dommer på TV 2s talentshow 'Voice' i 2012. TV 2

Han har jo sagt stop.

»Jaja og så dør programmet, når Simon ikke er med.«

Det er ikke dig?

»Nej, jeg har været inde og give mit besyv med, (L.O.C. var i 2012 dommer i TV 2s talentshow 'Voice – Danmarks største stemme', red.) og det behøver jeg ikke igen.«

Du vandt da?

»Ja, og det tror jeg var lidt irriterende for produktionen. Jeg var nok den mest besværlige type, fordi jeg ville have, det skulle være på musikkens præmisser. Den slags kan du ikke sige i underholdnings-tv.«

L.O.C. forklarer, at han generelt valgte at skrue ned for sin tilstedeværelse i medierne, da hans i dag otte-årige søn Constantin kom til verden.

»Det er jo først noget, jeg kan se nu. Men jeg syntes bare, det var naturligt, at jeg nedprioriterede alt, der var muligt at nedprioritere. Jeg gik hjemme de første tre år (Af hans søns liv).«

B.T. møder L.O.C. på et pressemøde for Primes comedyprogram 'Roasted: Verdens sjoveste ferie'.
B.T. møder L.O.C. på et pressemøde for Primes comedyprogram 'Roasted: Verdens sjoveste ferie'. Kristian Dam Nygaard

»Jeg tror, jeg var ude af huset 29 gange i løbet af hans første år – og det var for at tage ud og spille – og hovedsageligt, når han var puttet.«

Han tilføjer:

»Så jeg har skåret det væk fra mit liv, der kunne skæres og fokuserede på det, der gav mig allermest. Både økonomisk, men også personligt, og så bare dyrket at være sammen med en dreng, der på et tidspunkt ikke gider kigge på sin far mere.«

Jeg tænkte, at du efter så mange år i medierne måske også bare havde brug for en pause?

»Tjo … Det er i hvert fald ikke applausen på den røde løber, jeg laver det hele for. Nogle gange handler det også om at have overskud til at være en del af det. Jeg kan godt lide processen af det kreative, og så har jeg haft mit fokus på det.«

»Det er også derfor, at det her comedy er sjovt. Hvis jeg kunne leve af bare at gå på 'open mics', så havde jeg gladeligt gjort det, for det er der, jeg oplever processen.«

Her kan du læse hvordan L.O.C. kom i gang med sit nye liv som komiker.