De kalder den 'sommerens store musicaloplevelse' og bruger ord som 'storslået' og 'spektakulær'.
Men ikke alle anmeldere er enige med skaberne af 'Musicalen Margrethe'.
»Som at være spærret inde tre timer i Billed-Bladet,« skriver Berlingske, mens Politiken mener, den er »lovlig dydsiret«, og Jyllands-Posten, at den »glorificerer i stedet for at fortælle«.
Det vakte begejstring, da nyheden om musicalen kom ud for halvandet år siden. Som en særlig gave i anledning af Dronningens regeringsjubilæum.
Men det vakte også nysgerrighed.
For ville man gå lige så tæt på dronning Margrethe, som man havde set i den engelske successerie 'The Crown'?
En serie, som producer Mikkel Rønnow ikke lagde skjul på, han var inspireret af.
»Vi synes jo, at når man har noget så særligt som et monarki i Danmark, så er der materiale til at lave en dramatisk historie om det,« som han dengang sagde til B.T.
Nu er den her så, men at dømme efter anmelderne på de store dagblade er det præcis dét, den mangler. En dramatisk historie og kant. Kratten i den royale overflade.
I Berlingskes trestjernede anmeldelse skriver Jakob Steen Olsen således:
»Et Wikipedia-opslag med musik. Eller mere morbidt formuleret: Som en nekrolog med indlagte sange.«
Derudover mener han, at den »maler et rosenrødt hyggebillede af Danmarks dronning og af institutionen Det Danske Kongehus uden egentlig vilje til at gå ind i noget som helst.«
Selvom Politiken er en anelse mere gavmild og drysser fire hjerter ud over den, føler anmelder Henrik Palle dog også, at den »sine steder er ganske tæt på at udarte til saligkåring«.
»Hovedpersonen kommer til at fremstå lovlig dydsiret, trods splittelse mellem kunstneriske ambitioner og så den, åh, så tunge pligt at tjene folket. Det er sådan lidt happy go lucky: 'Okay, jamen så skal jeg alligevel være dronning, cool, men øv',« skriver han.
Heller ikke Jyllands-Posten er helt oppe at ringe over »sommerens store musicaloplevelse«.
I sin trestjernede anmeldelse skriver Morten Hede således:
»Mange af de interne kriser i Kongehuset, som vi i forvejen kender til, er ikke nævnt med et ord, og de få, der er med, bliver kun overfladisk og helt ukritisk berørt. Ingens skyld. Hurtigt videre.«
Og fælles for dem alle tre er, at de indikerer, at musicalen er skrevet for at please majestæten. Og royalisterne.
Dém, der står i »sol og regn med blafrende flag«, som Jyllands-Posten formulerer det og skriver, at musicalen savner »drama«.
Indtil videre har dronning Margrethe endnu ikke set musicalen om sig selv.
Hør eller genhør podcasten 'Kongehuset bag kulissen', hvor producer Mikkel Rønnow er i studiet.