Vi kender dem inde fra vores fjernsyn, men snart skal du vænne dig til at have dem i ørerne. For lige om lidt starter de to kendte tv-værter en ny podcast. Sammen.

»Det er en hjertesag for os,« siger de. Heidi Frederikke Sigdal og Sara Maria Franch-Mærkedahl.

De to har nemlig indgået et samarbejde med Børnecancerfonden og bliver værter for en ny podcast, som skal gøre os alle klogere på ikke bare fondens forskning inden for området, men også dem børnecancer rammer hårdest.

»Vi er nogle af de bedste i verden til at behandle børnekræft, og hvorfor vil vi gerne gøre folk klogere på.«

»Selvom der er meget fokus på børnekræft herhjemme, er det stadig den sygdom, som flest børn over et år dør af. Så der er sindssygt meget brug for fokus på det her,« siger Heidi Frederikke Sigdal.

Selvom ingen af de to populære værter heldigvis har haft børnecancer helt tæt på, betyder podcasten meget for dem begge.

»Min bonussøster havde leukæmi og kæmpede med det, men overlevede heldigvis,« fortæller Sara Maria Franch-Mærkedahl, som i forskellige sammenhænge også har lavet indsamlinger til fordel for familier til kræftramte børn.

Og kollega Heidi Frederikke Sigdal har siden 2016 været en del af Team Rynkeby Fonden, som blandt andet samler ind til Børnecancerfonden.

»Så jeg har oplevet ufattelig mange skæbner. Familier og børn. Det er hårdt,« siger hun.

Men frem for alt er de begge mødre.

»Så vi ved godt, hvad det vil sige at elske et barn og ville gøre alt i verden for, at ens barn har det godt,« siger Sara Maria Franch-Mærkedahl og fortsætter:

»Den situation de familier står i, er den værst tænkelige. Og den kamp, de kæmper for at deres barn skal overleve, er én, vi som voksne mennesker ville vælge fra.«

»For deres behandling er så hård, at intet voksent menneske ville kunne holde til det. Derfor er det en hjertesag for os.«

Podcasten ‘Afdeling kemo, håb og kærlighed’ går i luften 30. marts.