Kong Frederiks gode ven Hans Henrik Algreen-Ussing er blevet idømt fire måneders ubetinget fængsel for grov vold og vanvidskørsel.

Det sker efter, at Vestre Landsret onsdag har sat punktum i sagen efter to år, skriver SE og HØR.

Dommen er derfor en skærpelse i forhold til den tidligere dom, hvor byretten idømte ham tre måneders betinget fængsel.

Sagen tager udgangspunkt i en hændelse, hvor Hans Henrik Algreen-Ussing, der er hofjægermester og kammerherre ved kongehuset, jagtede en mindreårig knallertkører, der kørte på hans private vej.

Hans Henrik Algreen-Ussing var tiltalt for at jagten på den mindreårige knallertkører skabte en farefuld situation, hvor knallertkøreren endte med at vælte.

Noget som kammerherren hele tiden har nægtet sig skyldig i.

De dårlige nyheder står dog ikke til at stoppe der, da Hans Henrik Algreen-Ussing risikerer at miste sine royale ærestitler grundet sin dom.

Derfor har kongehuset nu reageret på nyheden om dommen:

»Kongehuset afventer underretning om dommen fra anklagemyndigheden og vil herefter tage stilling til sagens eventuelle konsekvenser for ærestitlerne,« oplyser kongehusets kommunikationsafdeling til SE og HØR.

Ifølge mediet kan kongehusets svar skyldes, at dommen ikke er helt endelig endnu, da Hans Henrik Algreen-Ussing i princippet stadig kan anke sagen til Højesteret.