L.O.C. springer nu officielt ud som komiker.
Den 45-årige rapper har i efteråret varmet op for Melvin Kakooza og resten af Bro-holdet. Nu annoncerer han sit eget one-man-show.
I en pressemeddelelsen lyder det, at L.O.C., i april 2025 tager ud med showet 'LIAM'.
Han debuterede som komiker på open mics i 2023 og efter en opvarmningstjans for Melvin Kakooza, Mahamad Habane, Hadi Ka-Koush og Joel Hyrland på deres Bros-arena tour, føler han sig altså klar til at gå på scenen i eget navn.
»Jeg elsker at snakke lort, men jeg er blevet træt af at rime. Så det her er ikke et par anekdoter og noget musik, men klassisk standup med udgangspunkt i min tilværelse og mine tanker,« udtaler L.O.C. i pressemeddelelsen.
Det oplyses, at showet handler om alt fra hans tanker om opvæksten i Aarhus, et liv som 'fast inventar i sladderpressen', tilværelsen som 'småskizofren-musiker uden jordforbindelse' og det at være far til tre.
»Jeg plejer ikke at være særligt åbenmundet omkring mit privatliv, men her får man nærmest ikke andet. Jeg overvejede kort at kalde showet for 'MILJØSKADET', men valgte i stedet at gå med titlen 'LIAM'. Det er jo strengt taget det samme,« udtaler han videre.
L.O.C. siger om skiftet fra musiker til komiker:
»Det er lige dele en force og en hæmsko at være kendt for noget andet. Et bifald for at være et kendt ansigt får dig kun så langt, og i nogle tilfælde er man endda afskrevet på forhånd. Men faktum i comedy er, at efter 30 sekunder er det lige meget, hvem du er, så længe det er sjovt.«
L.O.C. kommer ifølge sin tourplan rundt i hele landet.