Rygterne har nærmest cirkuleret i al uendelighed om voldsom, intern splid i Beckham-familien.

Gennem de mange måneders spekuleren har én af hovedpersonerne selv forholdt sig helt tavs – men nu bryder David Beckhams søn, Brooklyn Beckham, endelig stilheden i et chokerende skriv på Instagram.

Brooklyn Beckham langer nu hårdt ud efter sin berømte far, David Beckham.
Brooklyn Beckham langer nu hårdt ud efter sin berømte far, David Beckham. Foto: Neil Hall/EPA/Ritzau Scanpix

»Jeg har været tavs i årevis og har gjort alt for at holde disse forhold private.«

»Desværre har mine forældre og deres team fortsat henvendt sig til pressen, hvilket har efterladt mig uden andet valg end at tale for mig selv og fortælle sandheden om nogle af de løgne, der er blevet trykt,« indleder Brooklyn Beckham i en række storys på Instagram og går senere i kødet på sine forældre.

Brooklyn Beckham beskriver, hvordan hans forældre, David og Victoria Beckham, har kontrolleret hans liv og fortalt løgne i pressen for at styre narrativet om familien.

»For nylig har jeg set med egne øjne, hvor langt de er villige til at gå ved at placere utallige løgne i medierne – for det meste på bekostning af uskyldige mennesker – for at beskytte deres egen facade,« skriver han.

Luften er iskold mellem Brooklyn Beckham og hans forældre.
Luften er iskold mellem Brooklyn Beckham og hans forældre. Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix

Der har siden sidste år været flere tegn på, at forholdet mellem forældre og søn har været iskoldt.

Flere har studset over, at de parterne ikke længere følger hinanden på Instagram, mens kilder tæt på familien har fortalt de engelske medier, at Brooklyn og hans kone, Nicola Peltz Beckham, kun vil være i kontakt med forældrene gennem deres advokat.

Og netop Nicola Peltz Beckham spiller ifølge Brooklyn en hovedrolle i familiesplittelsen.

»Min familie har utrætteligt forsøgt at ødelægge mit forhold siden før mit bryllup, og det er ikke stoppet,« skriver Brooklyn Beckham.

Brooklyn Beckham blev gift med Nicola Peltz-Beckham i 2022.
Brooklyn Beckham blev gift med Nicola Peltz-Beckham i 2022. Foto: Lisa O'connor/AFP/Ritzau Scanpix

Blandt andet skulle hans forældre have forsøgt at afpresse ham til at opgive sit berømte efternavn kort tid inden brylluppet.

Han mener desuden, at Victoria Beckham stjal parrets 'første dans' til brylluppet ved at have 'danset upassende'.

»Jeg har aldrig følt mig mere ukomfortabel og ydmyget i mit liv,« fortæller han.

Han hævder desuden, at David Beckham gerne ville mødes med ham til sin 50-års fødselsdag – men kun hvis Nicola Peltz-Beckham ikke deltog.

Brooklyn Beckham mejsler det desuden i sten, at han ikke ønsker at genforenes med sine forældre.

David Beckham og Victoria Beckham har endnu ikke svaret på den voldsomme kritik fra deres søn.

Sammen har de desuden sønnerne Romeo og Cruz samt datteren Harper Seven.