Det bliver sidste gang, at danskerne kan opleve Timm Vladimir i rollen som vært på DR-succesen 'Den Store Bagedyst'.

Den 15. sæson af det populære program løber af stablen lørdag, og her havner den garvede tv-vært i helt uvante rammer allerede i det første afsnit.

En af årets amatørbagere må nemlig udgå på grund af akut sygdom. 

Da den næste udfordring kræver, at deltagerne arbejder i par, beslutter produktionen i samråd med Timm Vladimir, at han selv må smide værtstjansen og trække i forklædet.

»Jeg er med i beslutningsprocessen i den forstand, at der er nogen, der kommer og siger: 'Vil du eventuelt være med på det?' og så siger jeg: 'Ja, selvfølgelig, det gør jeg da gerne,'« fortæller Timm Vladimir til B.T. og uddyber:

»Jeg tænkte: 'Gud, det er sgu da meget sjovt, at vi får startet sæsonen op med, at gammelfar går i køkkenet.' Det har jeg aldrig prøvet i de 13 år, jeg har været på 'Den Store Bagedyst'.«

Den nyeste sæson af 'Den Store Bagedyst' har premiere lørdag. Foto: Carsten Mol

Tv-værten blev parret med deltageren Henrik D., hvor Timm Vladimir hurtigt måtte advare sin nye makker om, at han absolut ikke havde trukket hovedgevinsten i medbager-lotteriet.

»Jeg er jo ikke særlig god. Jeg er vant til at stå i et køkken, men jeg er overhovedet ikke god til at bage – jeg bager næsten aldrig. Jeg har aldrig rigtig bagt i mit liv, udover lidt surdejsbrød og nogle få kager,« fortæller Timm Vladimir.

Og selvom det var fuldstændig uforberedt og en nødløsning, er Timm Vladimir dog glad for, at han fik muligheden for at prøve at være deltager i 'Den Store Bagedyst'.

»Nu har jeg også prøvet at være deltager i 'Den Store Bagedyst', ovenikøbet i min sidste sæson. Så det var faktisk rigtig dejligt,« afrunder Timm Vladimir.