Med sin nye komedieserie ‘Agent’ springer han for alvor ud på dybt vand som instruktør og manuskriptforfatter, og har fået stjerner for alle pengene til ikke alene at springe med og spille sig selv. Men en grænse, kunne han aldrig drømme om at overskride.
»Alt, der er privat, er fuldstændig skrællet af,« siger Nikolaj Lie Kaas om sit bevidste valg. Som han har foretaget af én helt særlig grund.
Han husker nemlig, hvordan hans mor Anne Mari Lie skrev bogen ‘Fløde 2’, hvor hun godt nok ændrede på navnene, men uden omsvøb hudflettede ægteskabet med sin mand, Preben Kaas.
Og selvom han måske godt forstår, hvorfor den var vigtig for hende at skrive, er den vej ikke hans.
»Jeg ville ikke kunne bære at udlevere folk. Det ville jeg ikke synes er sjovt,« siger han ligeud.
For at være sjov er, hvad den populære skuespiller har prioriteret benhårdt i sin serie ‘Agent’.
Kort fortalt handler den om Joe (Esben Smed, red), som er agent for nogle af landets største kendisser, som skal håndteres og nurses døgnet rundt. Hvilket ikke er specielt heldigt, når man på den anden side er fraskilt og delefar.
Og det er i jagten på at balancere mellem arbejdsliv og privatliv, at der opstår utallige groteske situationer som stjerner som blandt andet Tobias Rahim, Thomas Blachman, Sidse Babett Knudsen, Ulrich Thomsen og Nikolaj Coster-Waldau lægger krop og navn til.
Hvor Joe igen og igen svigter sin datter og glemmer at hente hende.
»Jeg har ikke selv glemt at hente mine børn nogensinde. Heldigvis,« griner han og lægger ikke skjul på, at han kender den indre kamp om at finde den rette balance fra sig selv.
»For man kan kun skrive om de ting, man kender til,« siger 50-årige Nikolaj Lie Kaas, som siden han i 1991 debuterede som skuespiller ikke alene har medvirket i en lang række af dansk films største succeser, men også været flittigt brugt i store udenlandske blockbusters.
Familien forstår
»Jeg synes ikke, at jeg har mistet balancen, som Joe har. Men jeg har klart i perioder skullet forholde mig til, hvorfor man gør det her, og hvem man gør det for.«
»For det er altid på bekostning af noget, og det gør ondt, når man forfordeler nogen frem for andre,« forklarer Nikolaj Lie Kaas. Og smiler så:
»Til gengæld vil jeg påstå – og min familie vil sige det samme – at jeg er god til at holde fri, når jeg holder fri.«
»Men jeg tror også, at de forstår, at det er en branche, hvor der nogle gange bare skal løbes stærkt. Det er de helt med på.«
At han de seneste år har løbet stærkt, og ofte også panden mod en mur, lægger Nikolaj Lie Kaas ikke skjul på.
Sideløbende med sin succesfulde skuespilkarriere, har han nemlig i flere år skrevet på serien, som havde simret længe.
»For jeg syntes, at der var så mange historier, der fortjente at blive fortalt og så mange typer i min branche, som fortjente en hyldest,« fortæller han og forklarer, hvordan han pitchede sin idé til TV 2, som var med på den og gav grønt lys til, at han skrev et manuskript.
»Så skrev jeg i et år, og så sagde de ‘den er ved at være der, skriv et år til’. Det gjorde jeg, og så sagde de efter to år: ‘det er ved at blive rigtig godt, skriv et år til’.«
»Der må jeg indrømme, at der kan man simpelthen ikke mere. Så begynder man at spørge folk, om de ikke har en smøg, man kan låne,« griner Nikolaj Lie Kaas, som for længst havde lagt cigaretterne på hylden.
»Så da jeg endelig gik i gang med at filme serien, havde jeg fuldstændig mistet lysten, var helt færdig med den. Det kostede så meget, at jeg var helt kørt ned.«
Sætter røven i klaskehøjde
Udfordringerne sluttede dog ikke der. For selvom Nikolaj Lie Kaas endelig havde et manuskript, der sad lige i skabet og et drømmecast til sin serie, skulle det færdige resultat gennem en række test screenings.
Bestå lakmusprøven hos et publikum fra helt andre miljøer og segmenter end dét, serien udspiller sig i.
»Man sætter ligesom røven i klaskehøjde, for det er tydeligt, at her prøver vi at være skægge. Og ikke at være det, det bliver ikke mere sørgeligt,« forklarer han med himmelvendte øjne.
»Det er virkelig små ting, der kan gøre, at det hele falder fra hinanden. Og netop fordi det er en komedie, er du nødt til konstant at teste på andre mennesker, og man får nærmest en nedtur, når man ser noget, der ikke fungerer og ikke er sjovt.«
»Så er det tilbage i klipperummet og klippe om, klippe om. Arbejde videre med timing. Det tager lang tid og kræver tålmodighed. Og når jeg er gået helt ned, er det fordi, det er min første store ting.«
‘Agent’ er nemlig ikke første gang, at Nikolaj Lie Kaas har skrevet og instrueret en tv-serie.
For 15 år siden stod han bag sitcom’en ‘Mr. Poxycat & Co’, som han er vældig stolt af.
Men det var – forklarer han – for et smallere publikum på en smallere kanal.
»Fordi denne skal vises på TV 2s hovedkanal, er der nogle helt andre aspekter i at lave en serie, der skal ramme et bredt publikum. Så når det ikke er sjovt, har jeg bare haft lyst til at brænde det hele og give op.«
»Jeg har haft nogle screenings, hvor jeg er gået helt ned og har tænkt ‘hold kæft, så blev det virkelig, som du frygtede’. At nu skulle en skuespiller vise, at han også kunne instruere, og så lykkes det ikke.«
Nikolaj Lie Kaas lægger da heller ikke skjul på, at selvtilliden led nogle alvorlige knæk i processen.
»Man har lyst til at give op på det hele. Man mister fuldstændig troen på noget som helst,« siger han og skynder sig at tilføje, at han heldigvis har været omgivet af gode mennesker, som hjalp ham op på hesten igen. Og at han ved fra andre instruktører, at de har været igennem præcis samme forløb.
Nu ligger serien så endelig klar. Og i dag er Nikolaj Lie Kaas stolt. Meget stolt.
Taknemmelig og stolt
»For man jo skaber jo et univers og en verden, der ikke var der i forvejen, og det er et superkick, hvis det lykkes at blive godt. Og når folk siger det, bliver man simpelthen så taknemmelig. Og lidt stolt,« siger han. Med et stort smil, der langsomt breder sig til hele ansigtet.
»Det er fordi, jeg kom til at tænke på, at min mor skrev, og min far skrev. Og jeg tænkte: ‘jeg kommer aldrig til at skrive, for det siger mig ikke noget’.«
»Jeg troede ikke, at jeg var sådan et menneske, der havde brug for at skabe noget selv,« siger han med stolthed i stemmen.
»Derfor er det endnu mere sjovt, at jeg endte med at komme til at skrive.«
»Jeg elsker at være skuespiller og håber aldrig, at det stopper. Men jeg må indrømme, at der er noget særligt over at mærke, at man har skabt noget fra bunden, som ikke fandtes før. Jeg forstår godt, at man bliver afhængig af det rush, det er.«
'Agent' kan ses på TV 2 Play fra 2. juli og på TV 2 9. juli