Forfatter og journalist Niels Krause-Kjær træder fra årsskiftet ind i rollen som bestyrelsesformand for Statens Kunstfond.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Krause-Kjær overtager tjansen fra forfatter Merete Pryds Helle.

Statens Kunstfond er Danmarks største kunstfond, som hvert år uddeler omkring 680 millioner kroner til forskellige kunstprojekter. De findes inden for blandt andet musik, billedkunst og litteratur.

»Vi oplever i øjeblikket store kulturelle, politiske og teknologiske forandringer i både Danmark og i den øvrige verden. I sådan en tid er den frie og utæmmede kunst særlig vigtig for både at udfordre og vise vej,« lyder det fra Niels Krause-Kjær i pressemeddelelsen.

Niels Krause-Kjær er uddannet journalist og har været ansat på Jyllands-Posten, vært på P1 og vært på DR2 Deadline.

I dag arbejder han som forfatter på fuld tid. Han har blandt andet skrevet den politiske thriller 'Kongekabale', som blev filmatiseret i 2004.

Niels Krause-Kjær bliver ikke det eneste nye ansigt i Statens Kunstfond i det nye år.

Også 29 andre nye medlemmer er blevet udpeget.

I alt består fonden af 54 personer, som er udpeget af kulturministeren og Statens Kunstfonds repræsentantskab.

Alle medlemmer er udpeget for en periode på fire år. Bestyrelseslederen udpeges for en toårig periode.