Niels Hausgaard afslører: Sagde nej til ridderkorset
Sangeren holder fast i sine principper – også når det gælder hæderstitler.

Sangeren holder fast i sine principper – også når det gælder hæderstitler.

Den folkekære sanger og sangskriver, Niels Hausgaard, er en principfast mand.
Og han lægger ikke skjul på, når andre kendte mennesker gør noget, som i hans optik er latterlig.
Det fortæller han i DR-podcasten 'Brinkmanns briks'.
»Når jeg ser folk gå på rød løber, næsten lige meget i hvilken sammenhæng, så er de i min verden ret latterlige,« fortæller han til værten, Svend Brinkmann.
Et særligt hædersbevis har den 82-årige heller ikke meget tilovers for.
»Jeg vil heller aldrig have ridderkorset eller sådan noget,« siger han.
Da Svend Brinkmann spørger ind til, om han nogensinde er blevet tilbudt sådan et, kommer han med en indrømmelse.
»Jeg har faktisk fået en henvendelse om en forespørgsel, men de regnede med, at jeg ikke ville. Så det er jo fint,« lyder det.
Dannebrogordenens Ridderkors tildeles danskere, som har ydet en særlig fortjenstfuld indsats for staten, samfundet, kunsten, videnskaben eller erhvervslivet.
I tidens løb har en stribe kendte danskere fået den hæder, herunder fysikeren Niels Bohr, astronauten Andreas Mogensen og musikeren Keld Heick.