Skuespiller Nicolaj Kopernikus vidste med det samme, at han blev nødt til at sige ja.

Også selvom han faktisk ikke helt vidste, hvad han sagde ja til.

Tilbuddet lød på en hovedrolle som Faust i Goethes mastodontværk, som den næste måned spiller på Betty Nansen Teatret i København.

Faust indgår en pagt med djævlen i forsøget på at skabe en bedre verden, og forestillingen har sat ikke så få tanker i gang hos skuespiller Nicolaj Kopernikus.

»Det jeg egentlig synes er det smukkeste ved stykket, og som jeg synes, vi skal italesætte mere, end vi gør, er, at der måske i virkeligheden ikke er nogen livsretning, der ikke også inddrager det mørke, det negative og djævelen,« fortæller han.

I en tid, hvor vi på mange måde løber hurtigere end nogensinde, køber mere end nogensinde, og vi kan tilegne os viden hurtigere end nogensinde, kan man hurtigt komme til at stræbe efter det perfekte.

59-årige Nicolaj Kopernikus er kendt for en lang række danske film, tv-serier og teaterforestillinger. Foto: Kasper Løftgaard

Det problemfrie liv uden ubehag - for hvorfor skulle man dvæle ved den slags?

Men det er en farlig tankegang, hvis man ikke tør være i det svære, mener Nicolaj Kopernikus.

»Jeg ved ikke, om jeg er så pjattet med de mennesker, der siger: Jeg gider kun omgås de mennesker, der giver mig noget. Være de steder, der giver mig noget.«

»Jeg kan godt forstå perspektivet i det, men jeg kunne godt tænke mig, at man i den samme sætning sagde: Det er ikke det samme som, at jeg altid går derhen, hvor det er godt og nemt,« siger Nicolaj Kopernikus.

Nicolaj Kopernikus mener, vi skal være varsomme med altid at gå efter det trygge og problemfrie. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Selv har den 59-årige skuespiller oplevet, hvordan det netop er de mørke og svære ting, der faktisk i sidste ende har givet ham meget.

»Jeg skal være ærlig at sige, at jeg har flyttet mig og udviklet mig mest der, hvor der har været størst modstand, størst tvivl og mindre facit,« siger Nicolaj Kopernikus.

»Det er bare for at løfte flaget lidt for, at det godt må være mørkt og svært nogle gange. Det er faktisk okay,« tilføjer han.

Selv stod Nicolaj Kopernikus i noget af det allersværeste, et menneske kan gennemgå, da han i 2020 blev skilt efter 24 års ægteskab.

Nicolaj Kopernikus blev skilt i 2020, og i dag danner han par med vært Sara Maria Franch-Mærkedahl. Foto: Kasper Løftgaard

Nu, seks år senere, erkender han dog også, at han på den anden side har lært rigtig meget.

»Det er klart, man kommer ikke sovende gennem en skilsmisse.« 

»Men når man kommer ud på den anden side af det, så har alle de involverede parter fået buler og skrammer, men der er også ting, jeg har lært af det, som jeg er glad for, jeg har lært. Men som jeg ikke behøver gøre igen,« forklarer skuespilleren.

Han drager en parallel til Faust, som netop også handler om, at vi jo udmærket - i teorien - ved, hvad vi bør og ikke bør gøre.

Også i vores relationer. Men alligevel er vi ikke altid i stand til at gøre det rigtige.

I dag vil Nicolaj Kopernikus ikke sige, han er et decideret bedre menneske. Men han har flyttet sig på måder, han nok ikke havde, hvis ikke han var gået igennem et svært kapitel.

»Jeg står ikke som et bedre menneske, men jeg er blevet mere bevidst omkring nogle måder at være i verden, som jeg har ændret på.«

»Jeg er egentlig et rimelig konfliktsky menneske, men jeg er om muligt blevet mindre konfliktsky,« siger Nicolaj Kopernikus og tilføjer:

»Det er faktisk en fin erkendelse.«

‘Faust’ spiller på Betty Nansen Teatret fra den 26. september til den 31. oktober.