Den danske skuespiller Nicolai Jørgensen har mistet sin far, Carl, efter kort tids sygdom.

Det skriver han i et opslag på Instagram.

Her sætter 'Carmen Curlers'-skuespilleren flere ord på den sorg, familien bar på, allerede inden faren gik bort.

For de vidste alle, at der ikke var nogen vej tilbage.

»Man venter på det mest forfærdelige,« beskriver Nicolai Jørgensen.

Men familien fandt en måde at holde sammen og gøre ventetiden meningsfuld.

»Vi har været med hinanden hver dag, hver time. Vi har holdt i hånden, grint, grædt og talt os gennem vores tilværelse fra vugge til grav. Vi har fået lov at være sammen med vores far og mand, mens han langsomt skulle forlade os.«

»Og måske er netop den intensitet noget af det største, man kan bede om. Man mærker hvor meget livet er værd, når det bliver sat på spidsen. Der er nærmest ikke noget jeg ville gøre anderledes i den sidste tid jeg har haft med ham, og det gør mig utrolig lykkelig at tænke på.«

Nicolai Jørgensen sender samtidig en tak til sin far, der døde 22. oktober – kort før sin 66 års fødselsdag.

»Tak far, for at være en god far. For du gjorde dit bedste. Og det er netop dét, jeg beundrer ham for. Ikke hvorvidt han altid lykkedes, eller om han altid gjorde det rigtige. Men for forsøget.«

»For viljen til at være den bedste far, han kunne være. For forsøget på at give os sit ypperste. Det er i det forsøg, jeg ser hans kærlighed. Og det er for dét, jeg elsker ham. Så farvel, far. Du er ikke længere her, men du er heller ikke væk. Du lever videre i os.«