Av, av, av. Christiane Schaumburg-Müller Aaxman har haft bedre tider.

Virksomheden bag den 41-årige tv-vært og iværksætters livsstilsunivers, ChriChri ApS, har nemlig netop måtte offentliggøre et yderst grimt underskud.

Det viser årsregnskabet for kvindemagasinets aktiviteter, som virksomhedsportalen Ownr har trukket for B.T.

Her i det nye årsregnskab skriver Christiane Schaumburg-Müller Aaxman ikke mindst, at hun har 'tabt hele selskabskapitalen' ved udgangen af regnskabsåret.

Magasinvirksomheden har nemlig vendt overskud til underskud og er endt i et minus på 143.000 kroner for 2022.

Derfor har der måtte lånes yderligere fra magasinvirksomhedens egenkapital, så der nu står et forhøjet minus i banken på mere end en halv million kroner.

Samtidig har virksomheden ellers nedsat personaleomkostningerne ved at gå fra to ansatte til en enkelt, som må formodes at være direktøren Christiane Schaumburg-Müller selv.

Christiane Schaumburg-Müller Aaxman og Daniel Åxman blev gift i marts i år, og ægteparret har også indgået deres egne erhvervseventyr sammen – desværre endnu uden det store held. Foto: Ida Guldbæk Arentsen.
Christiane Schaumburg-Müller Aaxman og Daniel Åxman blev gift i marts i år, og ægteparret har også indgået deres egne erhvervseventyr sammen – desværre endnu uden det store held. Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Men heldigvis har den 41-årige iværksætter ikke mistet modet endnu.

'Det forventes, at selskabets kapital kan retableres gennem indtjening de kommende år,' skriver hun i ledelsesberetningen.

Det er altså ikke gået så godt for Christiane Schaumburg-Müllers magasin ChriChri, som blandt andet er gået ned til kun at udkomme en gang årligt.

Derimod har den tidligere 'Vild med dans'-vært haft mere held sine bogudgivelser under livsstilsuniverset.

Hendes forlag ChriChri Journal – som administreres af hendes gamle manager Sandie Nielsen – har nemlig formået at mere end fordoble overskuddet, så virksomheden ender med et overskud på mere end 180.000 kroner.

Stort samlet underskud

Men desværre er det gået den forkerte vej i alle de andre af iværksætteren Christiane Schaumburg-Müllers virksomheder.

Christiane Schaumburg-Müller Aaxman og ægtemanden Daniel Åxmans holdingselskab CD Projects endte nemlig også seneste regnskabsperiode med at gå knap en million kroner den forkerte vej og lukke året på et underskud på lige under 100.000 kroner.

Hendes eget holdingselskab, Sesam Invest, har heller ikke haft meget held.

Her endte Christiane Schaumburg-Müller med at halvere sit overskud, så hendes investeringer for sidste år kun tjente lige over 60.000 kroner hjem, som er røget tilbage på virksomhedens kistebund.

Mindst skidt står det til i hendes virksomhed Sesam Media, der blandt andet varetager hendes foredrag og lignende aktiviteter.

Her er der nemlig fortsat et imponerende overskud, selvom det er svundet noget ind i forhold til året forinden.

Knap 3,3 millioner kroner lød det seneste årsregnskabs resultat nemlig på.

Så selvom overskuddet er efter en nedgang på 385.000 kroner, så vokser kassebeholdningen, så der nu står en sjat under 18,5 millioner kroner på virksomhedens bankbog.