Et voldsomt vintervejr har ramt store dele af USA, og det betød blandt andet mere end 10.000 flyaflysninger søndag.

Aflysninger som altså også har ramt tv-parret Rasmus Tantholdt og Natasja Crone, der har været på ferie ved øerne omkring Det Caribiske Hav.

I en Instagram-story deler tv-vært Natasja Crone således et billede af en helt række aflyste fly samt teksten 'ferier du ikke kan komme hjem fra'.

Crone deler samtidig en overskrift fra CBS News, der netop konstaterer, at man søndag ramte hele 10.000 flyaflysninger.

Mandag morgen skriver CNN, at man er oppe på hele 17.000 flyaflysninger, hvilket er det højeste antal siden Coronaepidemien umuliggjorde rejser.

Natasja Crone forsikrer dog, at parret ikke lider den helt store nød, selvom de altså må vente lidt med at vende tilbage til Danmark.

Rasmus Tantholdt og Natasja Crone på den røde løber ved Danish Beauty Awards i april.
Rasmus Tantholdt og Natasja Crone på den røde løber ved Danish Beauty Awards i april. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

I en tredje story deler hun således et billede af et lækkert poolområde, hvor Rasmus Tantholdt dypper sig.

'Men indtil vi kan komme hjem via New York, behøver I ikke have ondt af os', skriver hun til billedet, som er flankeret af flaget for østaten Dominica, der hører til de små antiller i Det Caribiske Hav.

Natasja Crone og Rasmus Tantholdts ferie har varet det meste af januar, og den har blandt andet også bragt parret forbi Grenada i Caribbean.