Torsdag skal rivalerne fra TV 2-programmet 'Naboen fra helvede' mødes i retten.

For her indleder Retten i Holbæk den retssag, hvor Markus Hvass er tiltalt for 24 tilfælde af chikane og trusler mod naboen Simon Larsen og hans minigolfbane.

Markus Hvass selv er dog »100 procent top tunet« og tager retssagen med »højt humør«, forsikrer han, da B.T. møder ham til Reality Awards.

»Jeg er tiltalt for ufatteligt mange ting – mange af de ting, som folk har set på tv,« forklarer han.

Det tæller i anklageskriftet blandt andet tiltalen for at bruge en megafon til at afspille støj mod minigolfbanen og for at råbe 'bøsserøve' efter en politipatrulje.

Dertil er Markus Hvass tiltalt for hele 17 gange at bryde sit tilhold mod minigolfbanen og dens personale ved blandt andet at have råbt ting som 'luk den fucking grillbar' og 'jeg slår dig kraftedeme ihjel'.

Markus Hvass og Simon Larsen har stadig en konflikt kørende omkring minigolfparken, der ligger på grunden mellem dem, hvilket var omdrejningspunktet i TV 2-serien 'Naboen fra helvede'.
Markus Hvass og Simon Larsen har stadig en konflikt kørende omkring minigolfparken, der ligger på grunden mellem dem, hvilket var omdrejningspunktet i TV 2-serien 'Naboen fra helvede'. Foto: TV 2

Men ifølge Markus Hvass handler sagen »om ytringsfrihed«.

Så der er nogen af anklagerne, du godt kan vedkende dig, blandt andet at du skulle have råbt 'bøsserøve' efter nogle politifolk og have råbt mindre pæne ting efter blandt andet Simon Larsen? Men du tænker, det handler om ytringsfrihed, mere end om at du har været chikanerende?

»Det er jo ved Højesteret afgjort, at man godt må kalde en politimand bøsse, for det er ikke et skældsord, så den regner jeg ikke med, vi skal diskutere ret meget,« siger Markus Hvass blot.

For selvom Markus Hvass anerkender at have gjort flere af de ting, han står tiltalt for, så mener han, at dele af tiltalen er »rigtig mystisk«.

»Der er jo et par punkter, som er ret absurde. Blandt andet er jeg jo tiltalt for at stalke en juridisk person, altså en virksomhed, og mit tilhold går jo også på, at jeg ikke må udtale mig om en juridisk person, altså en virksomhed,« siger han.

B.T. møder Markus Hvass og partneren Lisa til Reality Awards lørdag 17. januar 2026. Foto: Lykke Buhl
B.T. møder Markus Hvass og partneren Lisa til Reality Awards lørdag 17. januar 2026. Foto: Lykke Buhl

Det er da også en sjældenhed at få et tilhold mod en juridisk person, men ifølge Markus Hvass handler sagen altså om hans ret til ytringsfrihed.

For han mener, at minigolfbanen er en »pivhamrende ulovlig virksomhed, der har kørt uden de nødvendige tilladelser«.

»Det er jo så spørgsmålet, om man skal dømmes for at sige sandheden,« mener han.

Simon Larsen har overfor B.T. erkendt, at han opstillede to færdigbyggede pavilloner – som han sælger billetter, is og fadøl fra – inden, han efterfølgende fik tilladelsen fra kommunen.

I påsken åbnede Simon Larsen igen dørene for sin minigolfbane, der står som centrum i konflikten, der er portrætteret i TVs dokumentar 'Naboen fra helvede'.
I påsken åbnede Simon Larsen igen dørene for sin minigolfbane, der står som centrum i konflikten, der er portrætteret i TVs dokumentar 'Naboen fra helvede'. Foto: Frederik Skafte Bjørn

Til lørdagens Reality Awards var det dog kun Markus Hvass, der dukkede op.

Og selvom han er højlydt utilfreds med sit eget TV 2-program, så endte han sågar på scenen, hvor han modtog sin og Simon Larsens pris for Årets bedste drama for netop 'Naboen fra helvede'-serien.

»Man skal da være et skarn, hvis man ikke tager imod den pris, der bliver tildelt én,« forklarede han til B.T.

I sin takketale til Reality Awards bekendtgjorde Markus Hvass så for salen, at »jeg formentlig dømmes til fængsel«.