'Naboen fra helvede'-Markus afvist: 'Det kan man jo undre sig over'
Torsdag starter retssagen imod 'Naboen fra helvede'-hovedpersonen, der er tiltalt for chikane og trusler mod Simon Larsen og hans minigolfpark. Men forinden er Markus Hvass' ønske om at forsvare sig selv blevet afvist.
Markus Hvass ville gerne oprette et bæredygtigt landbrug på grunden, som han købte i 2019. Foto: Frederik Skafte Bjørn
Torsdag skal rivalerne fra TV 2-programmet 'Naboen fra helvede' mødes i Retten i Holbæk.
Men forinden retssagen har den tiltalte part, Markus Hvass, fået afvist sit ønske om at frasige sig en advokat, fortæller han til B.T.
Til TV2 Øst udtalte Markus Hvass nemlig i august, at han ikke ville have en forsvarer med i retten, selvom alle tiltalte får beskikket en advokat.
»Jeg forsvarer mig selv. Det har jeg gjort før,« slog han her fast.
Men det ønske har Markus Hvass altså siden fået vendt tommelfingeren ned til.
»Det kan man så ikke i det danske retssystem,« lyder det nu til B.T., da vi møder ham til Reality Awards.
B.T. møder Markus Hvass og partneren Lisa til Reality Awards lørdag 17. januar 2026. Foto: Lykke Buhl
Derfor møder han altså op med en beskikket advokat, når han torsdag skal til den første af tre retsdage i chikanesagen overfor naboen Simon Larsen og hans minigolfpark.
»Når man får beskikket en advokat, så bliver man påtvunget en advokat, og man får faktisk ikke lov at møde i retten uden den her advokat,« siger Markus Hvass.
»Så det kan man jo undre sig over, hvorfor man skal beskikkes en advokat og afgive sin autoritet til en advokat,« lyder det videre.
Det er trods alt professionelle – tænker du, at du som lægmand ville kunne have gjort det bedre uden en advokat?
»Jamen, professionelle – det hele handler jo om engagement, og hvem man har sin loyalitet overfor. En advokat har jo sin loyalitet overfor advokatsamfundet først og fremmest, og så møder advokaten jo for retten og ikke for dig,« mener Markus Hvass.
ARKIV. Markus Hvass købte i 2019 en grund i Højby på Sjælland, der støder op til til et industrikvarter, hvor der siden er kommet minigolfbane. Foto: Frederik Skafte Bjørn
For en advokat er også »et menneske, som har hundredvis af andre sager i baghovedet, når de møder op, og som kan have en dårlig dag,« påpeger han.
Markus Hvass kalder da også selve retssystemet for »et skuespil«.
Men han tager stadig sagen med »højt humør«, forsikrer han.
Også selvom han anerkender, at han »formentlig dømmes til fængsel«. Læs mere om det HER.