Musikeren Michael Friis er død i en alder af 73 år.
Det skriver TV 2 Bornholm, der har fået oplysningen fra hans venner.
Michael Friis var kendt som både basguitarist, komponist, orkesterleder og skuespiller.
I sin karriere spillede han med flere prominente navne som Lis Sørensen og Søren Kragh-Jacobsen, og har gennem årene sat et stort præg på det bornholmske musik- og kulturliv, hvor han også var bosiddende.

Overfor Ekstra Bladet fortæller den nu afdøde musikers ven, Thor Backhausen, at Michael Friis døde efter at have været syg med kræft.
»Jeg vil mindes ham som en god ven og en rigtig god musiker. Han var en intelligent, følsom og empatisk musiker, og han havde særligt et talent for det kontrapunktiske basspil, som var meget specielt for ham og hans lyd,« siger Thor Backhausen til mediet.
Michael Friis efterlader sig sin kone og to sønner.
