Det seneste år har sat sine spor hos Morten Løkkegaard.
Da Venstre-politikeren dukkede op til awardshowet Sport 2025 sammen med sin hustru Connie, lagde han ikke skjul på, at 2025 har været alt andet end let.
»Det har været et meget turbulent år, både politisk og privat. Jeg mistede min far tilbage i foråret. Han var lidt et forbillede, så det var svært, og det er det stadigvæk,« fortæller han tydeligt berørt til SE og HØR.
Og det stopper ikke dér.
»Min mor er blevet ramt af demens og er røget på plejehjem, så pludselig måtte vi fejre jul uden noget af familien,« tilføjer han.
Midt i sorgen har der dog også været plads til lyspunkter. Det minder hustruen Connie hurtigt om. Parret fejrede nemlig sølvbryllup i 2025.
Selv om privatlivet har været præget af store omvæltninger, ser Morten Løkkegaard nu frem mod et travlt 2026.
Som medlem af Europa-Parlamentet understreger han, at der i øjeblikket ikke mangler arbejdsopgaver i EU – især i en tid, hvor verden er præget af uro.

