Morten Larsen stopper i 'Løvens Hule'
Efter tre år i 'Løvens Hule' er det nu slut.

Efter tre år i 'Løvens Hule' er det nu slut.

Det var store sko, som Morten Larsen skulle fylde ud, da han satte sig i stolen i det populære DR-program 'Løvens Hule'.
Investoren skulle overtage sædet fra Jesper Buch, som på det tidspunkt stoppede i programmet.
Men alting har en ende, og nu melder Morten Larsen ud, at han er færdig i programmet.
Det skriver han på sin egen Facebook.
»Jeg stopper i 'Løvens Hule'. 3 år i stolen og over 20 investeringer med fuld fokus på at spotte dygtige iværksættere,« skriver Morten Larsen i sit opslag.
»Jeg har haft et krav til mig selv fra dag et. Den dag du ikke kan nå rundt og være der for selskaberne og founders, så stopper du. Det tidspunkt er nået nu,« skriver iværksætteren.
Morten Larsen har 16 aktive investeringer, som ifølge iværksætteren kræver meget fokus og arbejde
Han takker de andre løver, produktionsselskabet i DR og deltagerne i programmet.