I starten af oktober sidste år bekræftede influencer og iværksætter Irina Olsen, at hun ikke længere dannede par med musikeren Morten 'Faustix' Olsen.

Inden da havde rygterne floreret længe om, at 'Faustix' havde været sin partner utro.

Irina Olsen har før åbnet op om bruddet, og nu er det musikeren, der sætter ord på det sidste halve år fra hans perspektiv i Morten Messerschmidts podcast 'Ikke et ord om politik': 

»Det sidste halve år har været forfærdeligt grundet min skilsmisse og den shitstorm, det har været,« fortæller Morten Olsen.

Rygterne på sociale medier som Reddit har musikeren dog ikke forholdt sig til. Han har tidligere meldt ud, at det først og fremmest handlede om at få ro på for deres fælles børns skyld:

»Mit nervesystem var i fuldstændig overdrive,« siger han og fortsætter:

Irina og Faustix har to fælles børn. 
Irina og Faustix har to fælles børn.  Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

»Jeg kunne ikke kreere noget, jeg kunne ikke sove, jeg kunne ikke spise, jeg tabte mig. Jeg er jo tynd nu, men jeg tabte mig 10 kilo. Ja, det var hårdt. Og det er stadig hårdt.«

Han fortæller i podcasten, at han ikke er ovenpå endnu og går meget i terapi for at finde ud af, hvad der foregår i både hoved og krop.

Det nu tidligere par satte deres hus til salg efter bruddet, og allerede i november blev det solgt.

Podcasten med 'Faustix' er kommet ud blot en dag, efter han lagde en opsigtsvækkende video op på Instagram, hvor man ser dj'en fuldstændig opløst af gråd.