Erhvervsmanden Mortada Haddad, der er forlovet med Elvira Pitzner og venter en lille pige med diamantdatteren, kom ned til en ubehagelig overraskelse søndag ved sin lejlighed i indre København.
Den letgenkendelige røde Ferrari, som Mortada ofter viser frem på Instagram, havde nemlig fået en hel del skader.
På Instagram har Mortada Haddad vist, at det drejer sig om ridser og indhak i bilen samt en smadret rude ved førersædet.
Til B.T. uddyber han det angivelige hærværk, som han mener at være blevet udsat for.
»Det er virkelig trist, at der findes den slags mennesker. Hærværket skete i går aftes omkring klokken 21.45. To fuldt maskerede mænd hoppede over en aflåst port og gik målrettet efter at skade min bil,« lyder det.

Ifølge Mortada blev hærværket observeret af flere naboer i området.
»Flere naboer så hændelsen og ringede til politiet, som straks ankom og tog DNA-prøver samt beskrivelser fra vidnerne og overvågningsoptagelserne. Vi håber, at det er nok til, at politiet kan finde gerningsmændene.«

Mortada Haddad har politianmeldt hændelsen, og B.T. har set dokumentation for anmeldelsen.
Han frygter, at der kan være tale om koordineret hærværk mod ham og Elvira Pitzner, og han har derfor også udlovet en dusør for oplysninger om gerningspersonerne.
»Jeg har politianmeldt skaderne og udlover en større dusør for oplysninger, der fører til anholdelse af de personer, der stod bag hærværket. Efter tre gange hærværk på Elviras sommerhus og nu min bil, virker det som noget systematisk.«
Han ønsker ikke at oplyse, hvad dusøren er på, og han fortæller, at han håber, den kan være med til at skabe en 'whistleblower-ordning' for at få stoppet hærværk.
Tidligere har Elvira Pitzner fortalt om hærværk, som hun hævder er blevet begået mod hendes sommerhus i Nordsjælland.

I programserien 'Diamantfamilien – fanget i Dubai' på TV 2 fortæller hun til kameraet, at dørkarmen er blevet flækket af, men at der ikke er stjålet noget særligt værdifuldt, og hun derfor regner med, at der er tale om hærværk.
