Monique von Appen var glad, da hun i sensommeren 2022 havde fået sig et nyt job som social- og sundhedsassistent på et opholdssted.

Men lykken blev kort. For kort tid efter ansættelsen fik hun en mail fra chefen, der havde fundet billeder på nettet, fra da hun medvirkede i 'Paradise hotel' og 'Robinson' otte år tidligere.

Monique von Appen blev fyret efter kun to vagter på opholdsstedet.

Ifølge ledelsen skyldes fyringen hendes deltagelse i realityprogrammer.

Til Fagbladet FOA fortæller Monique hele sin historie.

Ifølge den 30-årige kvinde havde hun nået de to nattevagter, inden en mail tjekkede ind med en opsigelse.

Det var hendes leder, der havde skrevet, at den administrerende direktør havde genkendt hende ved et personalemøde, og nu ville have hende opsagt.

»Min tidligere chef kunne genkende mig, og efter personalemødet søgte han efter mit navn på Google. Der kommer for eksempel billeder frem af mig, hvor jeg er i bikini, og det var åbenbart meget stødende for ham,« fortæller hun om oplevelsen.

Monique von Appen vandt programmet i 2015 og deltog efterfølgende i 'Robinson ekspeditionen' også.

Ifølge FOA stod der i opsigelsen, at man var 'blevet bekendt med din fortid, din relation til sociale medier og din seksualiserende adfærd, som du ikke har fortalt os om. I den anledning bliver vi så bekymret over, at vi har ansat dig til at have med unge at gøre, at vi ikke mener, at det arbejde er foreneligt med førnævnte udfordringer.'

Det var i 2015, at Monique vandt realityprogrammet og fik 250.000 kroner.
Det var i 2015, at Monique vandt realityprogrammet og fik 250.000 kroner. Foto: CHRISTENSEN KLAVS BO
Vis mere

Den unge kvinde blev meget ked af opsigelsen og fortæller til fagbladet, at hendes fortid i tv aldrig har været et problem før.

Ved et tilfælde møder hun Lars Mortensen, der er faglig sekretær og sagsbehandler i FOA Vestsjælland i Ringsted den samme dag, hun blev afskediget, og da hun fortæller om opsigelsen, beslutter han at gøre noget ved sagen.

Herefter startede FOA en sag mod opholdsstedet, hvor Monique von Appen havde været ansat.

Sagen endte til den tidligere realitydeltagers fordel, og hun fik fire og en halv måneders løn – svarende til 130.000 kroner.

Der var ifølge Lars Mortensen tale om en klar overtrædelse af forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven, og derfor endte opholdsstedet da også med at indgå forlig med den 30-årige kvinde.

FOA har kontaktet den administrerende direktør for opholdsstedet, der ikke er enig i sagen, men fortæller, at de har valgt at betale for at 'lukke sagen'.

Monique von Appen har i dag ansættelse et andet sted som social- og sundhedsassistent.