Prins Christian havde sin debut på tv, da han i DR-programmet 'Prins Christian – en kongelig rejse', rejste rundt i Danmark for bedre at forstå, hvordan de danske institutioner fungerer.
Og her kom han også forbi undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Både prins Christian, kronprins Frederik og undervisningsministeren fik sig en god snak om unges vaner på sociale medier og hvilke fodboldhold, de holder med hver især.
Ved gallamiddagen for det spanske statsbesøg fortalte Mattias Tesfaye til B.T., hvordan det havde været at tale med prinsen.
»Jeg synes, det var ret spændende og lærerigt og også for mig,« lød det fra ministeren

Han havde da også fået et rigtig godt indtryk af den kommende tronarving efter deres tid sammen.
»Jeg synes, han er en meget ansvarlig ung mand, der godt ved, hvilken opgave han står foran.«
Men en ting var de to ikke enige om, og det var, hvilket dansk hold, der er bedst i fodbold.
Her holder både kronprins Frederik og Mattias Tesfaye AGF, der er hjemmeholdet i Aarhus.
Og dem er prins Christian ikke fan af, kunne Mattias Tesfaye også fortælle.
»Han er blevet spottet i Parken, han holder med de forkerte – FCK,« lød det med et grin.

Prins Christian er da også blevet spottet i parken flere gange, også hvor han har båret et blåt-hvidt tørklæde for at støtte det københavnske hjemmehold.
Ved sin 18-års fødselsdag fik han sæsonkort fra både AGF og FCK, så der er da mulighed for at se sit eget og sin fars yndlingshold spille.