På overfladen badede Niels Brandt i succes. Men bag facaden var historien en helt anden.
Nu åbner Minds of 99-forsangeren op om, hvor svært han havde det – kort før de tre allerede legendariske koncerter i Parken i sommeren 2024.
»Min krop troede, den var i krig – det stak helt af for mig,« siger Niels Brandt ifølge Jyllands-Posten i filmen 'The Minds of 99–3 døgn i Parken', som har premiere torsdag.
Det var under et familieskænderi i julen 2023, at han opdagede, noget var helt galt.
Og nok havde været det længe.
Niels Brandt blev diagnosticeret med både ADHD, stress, angst og depression og kom i medicinsk behandling i januar 2024 – få måneder før de allerede udsolgte koncerter i Parken.
Bandets øvrige medlemmer var klar til at aflyse koncerterne, hvis Niels Brandt ikke var klar til at optræde, men sådan gik det som bekendt ikke.
Tværtimod.

I starten af den medicinske behandling fik Niels Brandt selvmordstanker, men det blev samtidig vendepunktet.
Han og bandet gennemførte koncerterne, som blev en bragende succes og slog alle rekorder, idet Minds of 99 fyldte Parken tre dage i træk.
Nu rammer filmen om de tre koncerter de danske biografer, og det har Niels Brandt glædet sig til.
»Det er måske det mest ærlige, der er kommet ud om os. Det er hårdt, men det er også blev godt og vedkommende,« sagde Niels Brandt til B.T. inden snigpremieren om en ny dokumentar om Peter Schmeichel i starten af februar.
I videoen herunder kan du høre Minds of 99 fortælle om deres forhold til at optræde live.
»Det er så personligt. Den åbner op om nogle ting, som jeg ikke rigtigt har talt om offentligt før. Det er et nyt kapitel for mig, men nok også det rigtige,« fortsatte han.
Til Jyllands-Posten fortæller Niels Brandt, at han i dag har det godt og er trappet ud af medicinen.
Sidst Minds og 99 udgav et album var 'Infinity Action' i 2022.
Den nye film kommer til at hedde 'Tre døgn i Parken', der følger Minds of 99 i 70 timer i træk under netop de tre koncerter fra 21.- til 23. juni.