2022 blev et rigtig godt år for musikeren Mads Langer.

I hans nyeste regnskab fra hans koncertvirksomhed, som Ownr har trukket for B.T. – Freedom is a state of mind ApS – kan man i hvert fald se, at det er blevet til et par millioner i indtjening for året. 

Den folkekære sanger har haft en indtjening på 4,8 millioner kroner for året. 

Af det flotte resultat har virksomheden valgt at udbetale 4,2 millioner kroner i lønninger til den ene ansatte, der er i firmaet. 

Det har altså svaret til en månedsløn på 350.000 kroner for den ene ansatte, der må formodes at være Mads Langer, da han er den eneste direktør. 

Det er da også et langt bedre resultat end sidste år, hvor firmaet havde en indtjening på minus 16.800 kroner.

Der blev dog heller ikke ubetalt løn fra firmaet i 2021, men det skyldes med stor sandsynlighed, at Mads Langer ikke optrådte grundet barsel. ´

Han blev nemlig far sammen med sin kone Julie Lillelund i 2021.

Popsnedkeren ejer desuden også selskaberne Freedom Records ApS samt Mads Langer Holding ApS. 

Her er årets resultat mere beskedent på 87.000 kroner mod 120.000 kroner sidste år.