Mens priserne stiger verden over, er energimilliardærer blevet markant rigere.

På den tid, det tager dig at blinke, er de blevet over 1.000 dollar rigere.

Så hurtigt er formuerne vokset hos 41 energimilliardærer i G7-landene siden starten på krigen mellem USA, Israel og Iran.

Det viser en ny analyse fra NGO'en Oxfam, der er offentliggjort i forbindelse med G7-topmødet i Evian i Frankrig.

Ifølge organisationen har de 41 G7-energimilliardærer øget deres formuer med 23,5 milliarder dollar siden krigens begyndelse.

Det svarer til 301 millioner dollar om dagen – eller 1.046 dollar på 0.3 sekunder, som er den gennemsnitlige tid, som det tager at blinke.

Med andre ord, er det blevet godt 1,9 milliarder kroner rigere hver eneste dag. Og ser man på verdens energimilliardærer samlet, er tallet endnu vildere.

Ifølge Oxfam har 116 energimilliardærer øget deres formuer med 42,4 milliarder dollar siden starten på Iran-krigen og lukningen af Hormuzstrædet.

Det svarer til 543,6 millioner dollar om dagen – omkring 3,5 milliarder danske kroner hver eneste dag.

Samtidig rammer de stigende energi- og fødevarepriser husholdninger verden over hårdt.

Ifølge Oxfam ventes 32,5 millioner mennesker at blive presset ud i fattigdom på grund af krigens konsekvenser.

»Tallene viser, hvordan en lille gruppe firmaer og rigmænd har tjent enorme overskud på en krig, som ellers har ramt verdensøkonomien hårdt,« siger Rune Møller Stahl, senioranalytiker i Oxfam Danmark og fortsætter:

»Den ekstra indtjening handler ikke om egne investeringer eller innovation, men er simpelthen et produkt af tilfældige omstændigheder, der samtidig underminerer den grønne omstilling«.

Oxfam peger også på, at de seks største vestlige olieselskabers overskud ventes at stige med 80 procent i forhold til prognoserne før krigen.

Deres samlede overskud ventes at nå 152 milliarder dollar i 2026.

Oxfam Danmark opfordrer derfor den danske regering til at indføre en skat på olieselskabers overnormale profit.