Skuespiller Mille Dinesen går i øjeblikket gennem en svær tid med stor uvished.

Hendes elskede hund Marlee er i skrivende stund i kritisk tilstand og indlagt intensivt på et dyrehospital.

Det skriver Dinesen på sin Instagram-profil, hvor hun deler billeder af sin indlagte hund og også sender en klar opfordring til de danske hundeejere.

Her forklarer hun, at Marlee fandt sig en muggen bolle på gaden, som hun gladeligt satte tænderne i – men det skulle hun altså ikke have gjort.

»En time efter begyndte hun at ryste, spasme, fråde og kaste op og kunne ikke styre sin krop. hun røg på vores dyrelæges bord med tre mand over hende i fire timer,« skriver 'Rita'-stjernen i opslaget.

Marlee er i skrivende stund indlagt på andet døgn og bliver overvåget døgnet rundt – men hunden er i bedring sammenlignet med, hvordan hendes tilstand så ud lørdag.

»I går (lørdag, red. 9 troede vi, det var det. I dag er hun lidt i bedring, men stadig kritisk og stadig på krampestillende,« skriver Mille Dinesen.

Den chokerende oplevelse har taget hårdt på skuespilleren, og det får hende nu til at komme med et opråb til andre hundeejere, der måtte læse med:

»Pas på jeres hund, når I går tur. Specielt i byen. Vi troede, det var fentanyl på grund af hendes kramper, men det er svampesporer fra muggen i bollen. Billederne er voldsomme, men det er for at vise, hvor galt det kan gå efter en rolig morgentur med hunden i byen,« lyder det fra Mille Dinesen.