Hans mange fans var ikke i tvivl om, at de ville savne at starte dagen med ham og hans glade grin og skøre påfund. Men selv var han heller ikke i tvivl. Om, at han havde truffet den rigtige beslutning.
»Det var en kæmpe gave at disrupte hverdagen,« siger den populære tv-vært Mikkel Kryger da også lige ud om sin orlov fra 'Go' morgen Danmark' tidligere i år.
Hvor han og familien hoppede af hamsterhjulet, pakkede rygsækken og drog afsted til fjerne himmelstrøg. Uden bagkant.
Hvorfor?
»Meningen med livet er at være sammen med mine børn,« siger han.
I foråret rejste han sammen med sin kone Mill og deres tre børn Max, Lui og Uma på henholdsvis otte, seks og tre år til først Filippinerne og dernæst Japan.
»Det var skide fedt,« siger Mikkel Kryger med et stort smil. Og tilføjer så:
»Og hårdt. For det slider selvfølgelig også at gå op og ned af hinanden i tre måneder.«
Med at det var det hele værd, er han ikke et sekund i tvivl om, ligesom både han og Mill vidste, at skulle de gøre det, skulle det være nu. Mens børnene stadig var små.
»Jeg kan jo se på Max, at det kun bliver sværere og sværere, for han er otte nu og går i anden klasse, har sine egne venner og egne interesser, så det med at sige at 'nu trækker vi dig lige tre måneder ud af det', bliver sværere og sværere.«
»Så vi følte, at der var et momentum i tid. At nu tager vi væk og prøver at være sammen på en anden måde og få en hverdag ude i verden. Det var målet, og det syntes jeg var rigtig fedt,« forklarer Mikkel Kryger og beskriver, hvordan de bestræbte sig på ikke bare at lege turister.
»Vi boede i bittesmå Airbnb lejligheder i kæmpe storbyer og forsøgte at etablere et forhold til noget lokalt. Lui spiller for eksempel rigtig meget fodbold, så ham havde vi meldt til lokale fodboldhold, ligesom vi lejede cykler og tog ud på legepladser og mødtes med japanere.«
»Så det var både et eventyr og hverdag, for man kan ikke tage i Disneyland hver dag, når man er afsted i tre måneder.«
Som nævnt ovenfor var der ingen bagkant, da familien drog afsted tidligere i år. Blot havde de en forestilling om, at de skulle være væk et halvt til et helt år. Men endte altså med 'kun' tre måneder.
»Der var alle lidt mætte,« indrømmer Mikkel Kryger med et skævt smil.
»Alle savnede noget, alle var stimulerede, nærmest overstimulerede til sidst, for vi sluttede i Tokyo, og det var virkelig voldsomt,« tilføjer han om den hektiske storby, som blev afslutningen på familiens rygsækrejse.
Og skal han gøre 'kontoen' op, er han ikke i tvivl om, at det var den rette beslutning.
»For tiden går stærkt, og jeg kan mærke nogle gange, at vi selv løber lidt for meget med, og hvis man ikke lige stopper op en gang imellem, så løber tiden fra én.«
»Og det har jeg bare ikke lyst til. Så det var klart en måde at stoppe tiden på. At disrupte hverdagen på.«
Spørger man Mikkel Kryger, hvad rejsen gjorde ved dem, falder svaret hurtigt og med et smil.
»Masser af fede ting. Relationerne børnene imellem er styrket enormt meget. Især de to små kom virkelig tæt på hinanden,« starter han og fortsætter så:
»Men også at finde en ro i bare at være til. Så jeg synes, at vi kom hjem styrket som familie. Tænk at kunne give sine børn nærvær i tre måneder. Ingen mails, ingen telefoner.«
»Det var fuldstændig vidunderligt at kunne dedikere sig selv til dem,« beskriver Mikkel Kryger og ved, at det ikke er sidste gang, at de er hoppet af hamsterhjulet.
»Det behøver ikke være tre måneder, men bare dét med at stoppe op i vores hverdag og mærke efter, kigge på vores børn og spørge, om det er den her vej, vi vil gå. Udfordre det lidt.«
»Og med det privilegerede liv vi lever, er det for børnene også sundt at komme ud og møde en anden virkelighed.«
Ligesom det var for ham selv.
»Det tog faktisk lang tid at falde med i et gear, at nå dertil, hvor jeg kunne sige til mig selv, at det faktisk er o.k. ikke at skulle lave fjernsyn hver dag, men bare være til stede.«
Og som en ekstra lille bonus: at være savnet hjemme i stuerne.
»Det var da super dejligt at opleve. For jeg ville jo også gerne have, at folk savnede mig,« smiler han næsten undskyldende. Om de mange tilkendegivelser fra trofaste seere af 'Go' morgen Danmark'.
Som for længst har fået deres yndlingsvært gennem 12 år tilbage.
Mikkel Kryger er aktuel med bogen 'Vægten af et menneske'
Fik du læst:
»Jeg følte mig meget alene med min glæde. Det var meget akavet at stå og juble og være lige så lykkelig som Mill var, men alles øjne var rettet mod hende og barnet, der kom«Mikkel Kryger er far til tre: Det var et chok for mig at blive far
Han husker, hvordan han knap var trådt ind af døren, før glæden og lykken sank til under nulpunktet. Blev reduceret til en nedtur.
»Jeg var følelsesmæssigt lige så investeret som Mill, men følte mig totalt overflødig. Jeg havde jo lyst til at dedikere mig, men det var ragende ligegyldigt, om jeg var der,« siger den populære 'Go' morgen Danmark' vært.
I dag er Mikkel Kryger 41 år og den lykkelige far til tre. Til Max på otte, Lui på seks og Uma på tre. Som han har sat i verden sammen med sin hustru Mill.
Han smiler og griner da også meget, men har et ærgerligt træk om munden, når han fortæller om dét, der blev en af mange oplevelser, hvor han som far var reduceret til en uvæsentlig biperson, der skulle kæmpe for at finde – og få – sin plads.
En følelse, der plantede sig i ham og satte skub i en proces, som nu er blevet til en hel bog.
'Vægten af et menneske' hedder den, og beskriver hans egen rejse som far. Om det vidunderlige og livgivende. Men især det hårde og sårbare.
Mikkel Krygers egen rejse som far blev for otte år siden indledt med to blå streger på en graviditetstest. En stor nyhed, der bragede ind i hans og Mills liv i kølvandet på fire dage fest og gang i den på nordsjællandske festival Musik i Lejet. Og tømmermænd.
Han og Mill havde talt om at stifte familie. De vidste, at det skulle være dem. Men at det gik så hurtigt, havde ingen af dem regnet med.
Nu var stregerne der. Blå og tydelige. De var lykkelige.
Men det var allerede ved deres første besøg hos jordemoderen, at følelsen af at være komplet overflødig, plantede sig i Mikkel Kryger.
For ikke alene var der ingen stol til ham, hans kone blev også tiltalt med navn, mens han konsekvent blot blev kaldt far.
Og på den videre vej gennem det offentlige system var han reduceret til ham, der åbnede døre og bar rundt på 'vandrejournalen'.
Selv under fødslen af sit første barn følte han sig mest som en uønsket klods om benet på det travle sundhedspersonale.
»Det har jeg fuld forståelse for. Men jeg følte mig meget alene med min glæde. Det var meget akavet at stå og juble og være lige så lykkelig som Mill var, men alles øjne var rettet mod hende og barnet, der kom.«
»Og det var også supersmukt. Men som mand kan man sagtens have en følelse af misundelse over ikke at være inddraget. Og den er svær at være i,« forklarer Mikkel Kryger om følelsen, der fortsatte, da de kom hjem med lille Max.
Især husker han de næsten bebrejdende blikke, der fløj gennem rummet til familiesammenkomster, når sønnen begyndte at græde i hans favn. Blikke, der sagde 'lad nu mor tage over'. Og Mill, der straks sagde: 'skal jeg ikke?'.
»Det er jo i den bedste mening, men hvis vi mænd ikke får lov til det, så vænner han sig aldrig til min rytme, min duft, min måde at bære ham på, min stemme. Og det tror jeg, at rigtig mange mænd oplever,« siger Mikkel Kryger, som tror, at oplevelser som dem nemt kan få mange mænd til at holde faderrollen lidt ud i strakt arm.
»Føle, at vi ikke betyder lige så meget som moderen. Og det synes jeg er ærgerligt.«
Mikkel Kryger lægger ikke skjul på, at han i Mill – som han har været gift med siden 2017 – har fundet kvinden, som han kan overvinde alt sammen med. Og at de har været enormt gode til at tale om de ting og ulmende konflikter, der er opstået på deres fælles vej som forældre.
Og han ved også, at han med såvel barn nummer to som nummer har haft en helt anden – og bedre – tilgang til og erfaring med at skulle være far. Og dermed også en stærkere tilknytning til Lui og Uma.
»Men jeg kunne have klædt mig selv bedre på, da vi fik vores første. Forberedt mig mentalt mere. Snakket med flere. Min egen far for eksempel.«
»Den lange periode med Max, som var mega svær, havde helt klart ikke været så hård, hvis jeg havde gjort forarbejdet,« lægger han ikke skjul på.
Mikkel Krygers håb omkring bogen er da også, at både kommende og nybagte fædre – og forhåbentlig også mødrene – kan bruge hans erfaringer til noget.
»For jeg synes også, at kvinder måske skal blive lidt bedre til at give lidt mere plads til mændene,« siger han og understreger, at han på ingen måde underkender vigtigheden af, at så meget fokus er på kvinden.
»Men jeg synes jo, at selvom vi ikke er det fysiologisk, er vi følelsesmæssigt 50/50 investeret i at skulle være forældre.«
En investering, som mange mænd – også ham selv – heldigvis er blevet bedre til at turde italesætte. Også de svære følelser omkring det.
For han erkender, at hans egne naive forventninger til det at blive far, clashede vildt med følelsen af utilstrækkelighed, der ramte ham og som kun blev forstærket af at blive set som et vedhæng.
'Hvorfor skulle du kunne være en god far? Hvad nu, hvis du ikke bliver en god far?' spurgte han sig selv. Igen og igen.
»Fordi fortællingen om manden som far oftest handler om dem, der aldrig var der, kan du hurtigt komme i tvivl om dine egne evner og begynde at slå dig selv i hovedet,« siger Mikkel Kryger, som savnede mænd at spejle sig i. Og tale med.
»Derfor kan jeg godt misunde kvinder, som meget hurtigt skaber et trygt og intimt rum til at tale om meget nære ting, der virkelig betyder noget. Hvorfor kan vi fædre ikke det? Jeg havde i hvert fald svært ved det selv,« indrømmer Mikkel Kryger.
Han glæder sig dog over, at man i dag på de sociale medier ser flere og flere ‘dadfluencers’ og fædregrupper, hvor mænd er mere tydelige omkring, hvad de vil, tager ansvar og deres plads.«
»Og det er rigtig godt. For det var en chok for mig at blive far fra den ene dag til den anden.«
'Vægten af et menneske' er netop udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof