B.T. tager hver uge temperaturen på de kendtes indkøbsvaner.

I denne uge er det tv-vært Anders Breinholt, som samler supermarkedspoint og holder på sin ret til at bestille børnemenuer – og som ikke kan dy sig for at dele sin nemme opskrift på en »liderlig« morgenmad.

Til hverdag handler jeg altid i …

»365 eller Meny. Det er bare dem, der ligger på vejen. 365 ved jeg jo godt er det mest udskældte supermarked – også i B.T.s undersøgelser!«

»Men den ligger lige ved siden af mig. Det var min gamle Fakta, og dem, der arbejder der er meget de samme, og de er skide søde, og de har de varer, man skal bruge, og så koster det jo det, det koster.«

»Og Meny er bare, fordi der er stort udvalg. Men hvis man skal have fisk eller kød, der køber jeg det så ofte i Hav i Torvehallerne – 'uh, se mig'.«

Hver uge handler jeg cirka for …

»For mange penge. Altså for mange penge. Og det er den her med, at man bestiller mad på en eller anden app på nettet, fordi det er nemt, eller man er et rodehoved, eller har glemt at købe ind eller kommer for sent hjem. De der klassiske scenarier.«

»Ej, men det er alt for mange penge. Gid, jeg kunne sige beløbet, så ville jeg med glæde sige det, men jeg ved bare, at det er alt for meget, fordi det er noget rod.«

I mit køleskab finder du altid …

»Æg og kyllingepålæg – og Dijon-sennep, nok så vigtigt!«

»Her kommer der lige en opskrift. Du tager et stykke knækbrød, det skal helst være lidt groft. Altså, Wasa Sport kan jeg anbefale. Tak til Wasa Sport. Så tager du et tykt lag Dijon-sennep, og så tager du det – gerne silkeskårede – økologiske kyllingepålæg. Så tager du nogle gode tomater, og også lige noget basilikumdusk ovenpå.«

»Og så kan du vælge at lave spejlæg, et blødkogt æg – det er ikke så svært. Jeg plejer at lave spejlæg, og mens det er upside down, så vender jeg dem, så blommen bliver hårdkogt eller stegt, eller hvad du kalder det.«

»Det er et liderligt morgenmåltid. Det er et perfekt morgenmåltid. Så det er der altid.«

Når jeg handler ind, impulsshopper jeg altid …

»En alkoholfri øl. Og det lyder helt åndssvagt, men jeg drikker ikke så mange øl mere, som jeg gjorde i gamle dage, hvor man godt lige kunne tage en øl, mens man lavede mad. Men hvis jeg skulle gøre det hver dag nu, så ville jeg dø af hjertestop eller blodpropper eller et eller andet. Så det er bare, at jeg prøver at dosere det.«

Anders Breinholt har gennem mange år haft en tv-julekalender, hvor han drikker en ny øl til hver dag med musiker Søren Raasted og ølekspert Carsten Berthelsen.
Anders Breinholt har gennem mange år haft en tv-julekalender, hvor han drikker en ny øl til hver dag med musiker Søren Raasted og ølekspert Carsten Berthelsen. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Men nu går jeg meget op i alkoholfri øl, for der er kommet sindssygt mange forskellige slags alkoholfri øl. Så hvis jeg er i et supermarked, så går jeg altid lige forbi hylden og tænker, hvad er det for en? Hvad kan den? Og så tager jeg den med hjem.«

»Så der står altid alle mulige impulskøbs-alkoholfri øl i køleskabet, som jeg måske ikke altid får drukket.«

Det ville jeg aldrig bruge mine penge på …

»Dårlig mad. Og nu gider jeg ikke nævne noget, hvor man siger, at det er dårlig mad, for det er jo rimelig smag og behag, men et sted, hvor de bare ikke har gjort sig umage.«

»Bare fordi det er billigt, kan det jo godt være godt. Man kan gå ind på mange forskellige steder, Flammen eller Bone's eller hvad fanden ved jeg, og så kan det stadig smage godt, hvis det er, de har gjort sig umage. Men hvis det er sådan noget sloppy noget, det gider jeg ikke bruge penge på.«

Mit forhold til tilbudsvarer er …

»Desværre ikke dybt nok – forstået på den måde, at nu har jeg jo så fortalt, at jeg handler i 365, så jeg bruger tit Coop-appen, og der kan jeg godt lide at spare point op. Og det aktiverer altid de der tilbud, så jeg ved, at så er der Minirisk-sæbe, et eller andet, som jeg ikke har brug for, men så skal jeg have det, fordi det er i appen jo.« 

»Men det bruger jeg ikke nok, og det burde man jo gøre. Fordi man burde jo gå hen og sige: 'Nå, nu kan jeg så bruge æg, for jeg kan få en bakke med æg for 25 kroner i stedet for 35 kroner'.«

Mit favoritsupermarked er …

»Det er Torvehallerne i København. Det er bare et fedt sted, og det er et fedt sted at handle ind, for der er både en slagter, grøntsager og fisk – der er så mange specialbutikker.« 

»Det er bare dyrt selvfølgelig. Det er dyrere at handle grøntsager der, end det er at handle grøntsager i 365. Det er det bare. Og sådan skal det være. Men jeg kan bare godt lide det.«

»Jeg vil anbefale, hvis man er i København, bor i København, kommer til København som turist, hvad ved jeg, så gå ud og spis i Torvehallerne og så simpelthen gå rundt. Start i Hav, og hvis man kan lide skaldyr, så tager man nogle østers, de koster jo ikke særlig meget, eller en lækker salat eller noget og så et glas vin eller champagne. Så går man over i den franske afdeling og får en baguette med alt muligt lækkert, og så går man over til noget andet. Man kan blive pissefuld på meget kort tid. Man kan også få kaffe, og man kan få 75 forskellige slags desserter, og der er bagerier – det er et fedt sted at gå på opdagelse.«

»Og nogle gange kommer jeg bare ind for at købe et eller andet og så ud igen. Det er ligesom at køre til fiskehandleren.«

Til gengæld sætter jeg aldrig mine ben i …

»Ja, hvor fanden vil jeg egentlig ikke det? Er der nogle steder, jeg ikke vil sætte mine ben? Det er der nok. Jeg gad godt at kunne sige et sted faktisk,« siger Anders Breinholt, der dog i stedet har en særlig kategori af spisesteder, han holder sig fra.

»Okay, nu gider jeg ikke nævne navne, men der er enkelte steder, som har en børnemenu, men hvis du som voksen har lyst til nuggets, så kan du ikke få dem. What! Hvem har bestemt den regel, at man skal være under 12 år for at have lyst til nuggets på en restaurant? Det har jeg aldrig forstået.«

»Jeg har prøvet en gang med min familie, et unævneligt sted, hvor det simpelthen ikke kunne lade sig gøre. Så siger jeg: Spørg lige chefen, og så spørger de chefen, og så er det stadigvæk et nej. Så bliver det sådan, at vi spiser der, og så kommer vi nok aldrig igen.«

Det putter jeg i indkøbskurven, hvis det skal være ekstra lækkert …

»Altså, jeg elsker at lave mad, så jeg ville købe ind til mange forskellige retter, og så ville jeg gå og nørde med det.« 

»Det kan være et lille dumt stykke brød med noget laks på eller en hjemmelavet peberodssalat. Mange ting, man kan snacke. Og så er jeg bare vild med østers. Mange tror, det er fint at spise østers, men du kan tage til Vesterhavet og bare tage dem gratis op af havet med dine bare næver.«

Det putter jeg i indkøbskurven, når det skal gå virkelig stærkt …

»Æg. Og varmrøget laks. Og det kan jo bare være de der helt supermarkeds-nogen, der bare ligger der, og så ristet rugbrød. Det smager sindssygt godt. Det er en dejlig nem mad, uanset om det er morgen, middag eller aften.«

Andre læser også