B.T. tager hver uge temperaturen på de kendte og deres hund.

I denne uge iværksætter, forfatter og designer Jim Lyngvild, som er den lykkelige ejer af hele to velvoksne Grand Danois' og frygter den dag, hvor de dør.

Min første hund var…

»Den hed Ulv og var en kæmpe schæfer. Den havde jeg, da jeg var en lillebitte baby.«

»Jeg kommer fra en familie, der altid har haft og har dresseret hunde, og når min far – som var en hård mand – sagde 'pas på Jim og mor' til den, så kunne min mor ikke komme ud af sengen.«

»For hver gang hun prøvede, knurrede Ulv, fordi den skulle passe på os. Så at blive passet på af en hund, har jeg haft med, siden jeg var helt lille.«

»Men den første, jeg rigtig kan huske, er gadekrydset Trold, som faktisk tilhørte min søsters nabo. Men Trold kunne så godt lide mig og min familie, så når vi havde besøgt min storesøster, fulgte han efter os hjem.«

»Til sidst sagde naboen: 'Skal han ikke bare hjem og bo hos jer, han vil alligevel hellere vil være der'. Og så boede han hos os i mange år.«

I dag har jeg en …

»To Grand Danois'. Eik og Balder. Som vist kostede 14.000 kroner hver. Så det er jo ikke nogen dyr hund.«

»Men de kræver en del resten af livet. Vi får jo mad leveret på paller, for de spiser ret meget om dagen, nok seks krus hver. Og nu hvor Eik har fundet ud af at løfte låget af madtruget og tømme det, når vi er ude, bliver det lidt ekstra.«

»De er utrolig dumme, nok verdens dummeste hunderace. Det er derfor, man har lavet 'Scooby-Doo' til en Grand Danois. Dum og sød. Det er en Grand Danois.«

Jim Lyngvild og Morten Paulsen med Eik og Balder.
Jim Lyngvild og Morten Paulsen med Eik og Balder. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det, der irriterer mig mest ved andre hundeejere, er…

»At de tillader deres hunde at gø. Sådan nogle små hysteriske hunde, der larmer fuldstændig vanvittigt, og deres ejere siger: ‘Ha ha, den er bare glad’. Nej, den er røvirriterende.«

»Jeg siger ikke noget, er bare irriteret i mit stille sind. Folk har en idé om, at jeg altid siger min mening, men nej, lige der holder jeg mig rigtig meget tilbage.«

Den dyreste dyrlæge regning, jeg har fået, var…

»Engang fik vi regning på 18.500 kroner for en overnatning på et dyrehospital for vores gamle hund Thor, fordi den havde fået solstik og faktisk døde der om morgenen.«

»Det var en grim regning, at man skulle betale 18.500 kroner uden, at den var blevet reddet. Men i dag er vi top forsikrede på alt med hunde, så vi ikke kommer ud for det igen.«

»Så det er kun dyreetisk, at vi sætter en grænse. Lige nu tror vi faktisk, at Eik har kræft, for han har nogle udposninger, hvor der er celleforandringer.«

»Han er ni et halvt år, og normalt bliver racen kun syv, så han har overskredet sidste salgsdato, men så længe han er glad og ikke er hæmmet, så vil vi ikke operere på ham.«

»Det ville være synd, at han skulle gå rundt med forbindinger og alt muligt, som han ikke bryder sig om. Så hellere spørge hver dag: 'Har du det godt?' og hvis ja, så får du en dag til.«

»Man skal huske at være sin hunds bedste ven, når det begynder at gå ned ad bakke. Tit trækker man det lidt for langt, fordi man ikke kan bære at sige farvel. Men det er dens liv, dens smerter, som du ikke kan mærke.«

Når andre glemmer at samle deres hundelort op, bliver jeg…

»Pisseligeglad. Jeg gider simpelthen ikke at bruge mit liv på, om andre mennesker samler deres hundelorte op. Der er sgu for mange andre problemer her i verden til at blive skuffede over en hundelort.«

»Når man træder på den med strømpesokker, så er det ikke fedt, men herreste gud. Det er first world problems.«

Jim Lyngvild i vild leg med de to Grand Danois'.
Jim Lyngvild i vild leg med de to Grand Danois'. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Når min hund tigger ved bordet…

»Så får den aldrig noget. Men jeg er det dummeste svin, for jeg giver alle andre hunde ved bordet, men jeg kunne aldrig drømme om at give mine egne.«

»Alle andre er velkomne til at snyde og give ved bordet. Hvis de har lyst til at forkæle dem, be my guest.«

»Eiks livret er hvedebrød. Så ligger der hvidt brød på bordet, er der ikke andet i hans liv end, at han skal have den sidste krumme på bordet. Kød og lækre ting er han ligeglad med.«

Mit forhold til at kysse hunde på munden er...

»At jeg bestemt ikke vil have, at de kysser mig på munden, men man godt nogle gange kan komme til at kysse dem lidt på snuden, fordi man næsten ikke kan rumme, hvor søde de er.«

»Men jeg skal huske at sikre, at deres tunge ikke kommer ind i mit ansigt, for så kaster jeg faktisk lidt op.«

Den grimmeste hundetype er...

»Der findes ikke grimme hunde. Kun grimme mennesker, som har avlet hunde frem, der er syge eller disponeret for sygdomme.«

»Men jeg er ikke til små hunde. Deres gemyt er tit derefter, de er hysteriske, mens alle store hunde er rolige. Og jeg skal have en rolig hund.«

»Jeg skal ikke have en hund, der har mit energiniveau, så bliver det Jim med Jim på, og så bliver jeg sindssyg.«

Eik i sofaen.
Eik i sofaen. Foto: Privat/Instagram
Vis mere

Selvom andre synes, det er lidt mærkeligt, får min hund altid lov til at...

»Sidde i sofaen. De sidder fysisk i sofaen.«

»Jeg vil ikke have dem til at ligge oppe i mine møbler, men sidde i sofaen kan jeg godt acceptere, for det ser så hyggeligt ud, at de sidder som et menneske med deres numse i sofaen.«

»Af en eller anden årsag har alle vores Grand Danois' gjort det. I går så vi en dyrefilm på tv, og der satte Balder sig til rette og så med og syntes, at det var meget spændende.«

Det bedste og det værste ved at have en hund er…

»Det bedste er den kærlighed, man altid får. Det værste er, når de dør. Og især Grand Danois', fordi de kun bliver syv år. Vores er blevet ret gamle, men det er kort tid, man har dem.«

»Jeg kunne sagtens få en lille bomuldshund, der kunne leve i 16 år, men jeg ville kigge på den hver dag og tænke 'gud, hvor er du ussel'.«

»Det gør jeg ikke med mine Grand Danois'. Der siger jeg 'gud, hvor er du dejlig'. Så hellere ni år, som man nyder i fulde drag end 16, hvor man er lidt halv tilfreds.«

Fik du læst: