I ‘Mig og min valgkamp’ kommer vi helt tæt på de garvede ansigter, der styrer nationen gennem valgkampen og valgnattens mest intense timer, når magten skifter hænder.

For den tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen betød valgkamp i Danmark utallige timer på skærmen, Prince-smøger i lange baner og en særlig opgave, der fik ham til at 'skide små grønne'.

Jes Dorph dækkede sit første folketingsvalg for TV 2 tilbage i 1990. Dengang som reporter.
Jes Dorph dækkede sit første folketingsvalg for TV 2 tilbage i 1990. Dengang som reporter. Heidi Lundsgaard

Hvor mange folketingsvalg har du dækket?

»Jeg har dækket seks folketingsvalg … Eller, det vil sige, jeg har dækket seks valg som tv-vært og to eller tre som reporter.«

»Mit allerførste valg var i 1990. Der stod ude foran partiet Retsforbundets lille lokale på Christiansborg. De klarede ikke spærregrænsen, og det vidste man dybest set, de ikke ville gøre, inden valgaftenen. Så det blev ikke til meget skærmtid den aften – jeg tror, jeg var igennem to gange.«

»I årene efter blev jeg kørt ind som studievært, og jeg var både enormt stolt og beæret over at blive tildelt valgopgaven for første gang i 1994 og havde også et par gange statsministerdebatterne.«

I 2007 stod Jes Dorph for debatten mellem de to statsministerkandidater, Anders Fogh Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S). En opgave, der gjorde ham rystende nervøs.
I 2007 stod Jes Dorph for debatten mellem de to statsministerkandidater, Anders Fogh Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S). En opgave, der gjorde ham rystende nervøs. Claus Fisker/AFP/Ritzau Scanpix

»Der er mange andre, der er meget bedre til den slags debatter end mig, og jeg kan huske, at jeg på godt dansk var ved at skide små grønne, når jeg havde dem. Jeg syntes ikke, jeg var god til at lave dem, så jeg var pissenervøs.«

Hvordan vil du beskrive dit forhold til det danske folketingsvalg?

»Valget er en enormt smuk, højtidelig og meget vild i begivenhed. Det er en demokratisk gallaaften. For mig personligt gjorde det også, at jeg simpelthen ikke kunne holde fri i min tid som vært.«

»Både fordi det interesserede mig, men også fordi jeg bare skulle tre gear op rent arbejdsmæssigt for at følge med, selvom jeg ikke skulle på tv hver aften.«

»Allerede når valgtrommerne begyndte at buldre, blev det en form for undtagelsestilstand for mig. Jeg blev meget opmærksom på, hvor jeg var henne, aflyste aftaler og sørgede for, jeg ikke var på ferie.«

Jes Dorph beskriver ikke sig selv som nogen politisk nørd og måtte derfor begrave sig i politisk læsestof for at klæde sig selv på til at dække valg.
Jes Dorph beskriver ikke sig selv som nogen politisk nørd og måtte derfor begrave sig i politisk læsestof for at klæde sig selv på til at dække valg. Erik Luntang/Ritzau Scanpix

Hvilket valgøjeblik, som du dækkede på tv, står klarest i din hukommelse?

»Jeg har et helt unikt højdepunkt som valgvært, og det var til valget den 11. marts 1998, hvor Uffe Ellemann (V) taber til Poul Nyrup Rasmussen (S) i allersidste øjeblik.«

»Det er så tæt, at Kåre Skou (tidl. politisk redaktør på TV 2, red.) for åben skærm siger, at han ikke aner, hvem der kommer til at vinde. Som jeg husker det, ved vi det først klokken halv et om natten, at det står klart, at Poul Nyrup genvinder magten.«

»Det er nok det mest dramatiske, jeg nogensinde har været ud for som tv-vært – også fordi det var så vigtigt. Der var ekstremt mange følelser i det.«

Hvad var dit Lars Løkke Rasmussen-syndrom? Han taber sig i en valgkamp, hvad skete der med dig?

»I forhold til Løkke, så kan jeg desværre ikke prale af, at jeg tabte mig, men jeg begyndte som regel at læse rigtig meget.«

»Jeg er ikke nogen politisk nørd. Jeg følger med ligesom alle mulige andre, så jeg var nødt til at dykke ned i valghistorie og samle 'lommeuld' – små oplysninger og fakta, jeg kunne lire af på skærmen.«

Som en person med en travl kalender var Jes Dorph nødt til at aflyse flere aftaler, når der blev udskrevet valg.
Som en person med en travl kalender var Jes Dorph nødt til at aflyse flere aftaler, når der blev udskrevet valg. Christian Als/Ritzau Scanpix

Hvad var det vigtigste, du måtte give afkald på i en valgkamp?

»Jeg var typen, der generelt havde en travl kalender, så jeg meldte afbud på stribe, når valget blev udskrevet. Jeg kan sagtens have været til en middag eller lignende, men generelt lukkede jeg bare helt ned i de perioder.«

»Men jeg kan huske, at der var et år, hvor der var en stor koncert i Parken dagen før valgaftenen – om det var Paul McCartney eller en anden, kan jeg ikke huske.«

»Den ærgrede jeg mig over at måtte melde fra til. Men jeg kunne jo ikke sidde inde i Parken og følge med i slutspurten.«

Når der blev udskrevet valg, vidste jeg, at jeg kom til at leve af … i en måned?

»Jeg kan ikke komme i tanke om noget særlig mad, men jeg gjorde meget ud af at få min søvn, og så røg jeg jo cigaretter dengang, og jeg røg jo ikke ligefrem færre af, at der blev udskrevet valg.«

»Vi måtte ryge på redaktionerne dengang, og jeg kom vel op på omkring en pakke cigaretter i de perioder. På valgaftenen havde jeg min pakke Kings … Nej, det var Prince på det tidspunkt, til at ligge under bordet, så man ikke kunne se det på TV – men der holdt jeg mig som regel på en enkelt eller to smøger på aftenen.«

»I 2005 hørte jeg Mogens Lykketofts afskedstale på valgaftenen under en tissepause med en smøg i munden. Det var en meget bevægende tale, og der var jeg faktisk ved at græde. Det var en meget aparte situation at stå på et toilet og høre hans afsked.«

I valgperioderne røg Jes Dorph op mod en pakke smøger om dagen – på valgaftenen kunne han dog holde det til en enkelt eller to.
I valgperioderne røg Jes Dorph op mod en pakke smøger om dagen – på valgaftenen kunne han dog holde det til en enkelt eller to. Simon Bohr/Ritzau Scanpix

Når valget var overstået, glædede jeg mig til …

»Jeg fik en lille søn i 1999, så det er klart, at de sidste fire valg, jeg lavede, der betød det noget at kunne komme hjem og kigge på ham og underholde ham. Der var jo et afsavn i det.«

»Det var ikke sådan, jeg slet ikke var hjemme, men jeg var jo mindre hjemme, fordi jeg også ofte tog til Odense, hvor redaktionen ligger. Men jeg kompenserede jo for de korte perioder, hvor jeg var meget væk, med at have mange flere fridage end andre mennesker i andre perioder.«