I ‘Mig og min underholdning’ fortæller en kendt dansker om sit underholdningsforbrug og kommer med sine bedste tips til serier, film, podcast og musik.

I denne uge fortæller DR-vært Mette Frisk om en særlig type programmer, der er hendes guilty pleasure, hvorfor hun aldrig ser tv med sin mand, og hvordan en særlig film fik hende til at bryde sammen. 

Hvilken tv-serie ser du lige nu?

»Jeg ser den seneste sæson af ‘The Handmaid’s Tale’. Nu er jeg nået så langt hen, så jeg skal se det i små bidder. Jeg må gå til og fra, fordi det er for nervepirrende.«

»Jeg synes, den er fantastisk, og jeg har virkelig været vild med den serie.«

Hvilken serie vil du anbefale til andre?

»Lige nu vil jeg anbefale alle at se mine DR-kollegers arbejde i serien ‘Slave af Danmark’. Den er sindssygt flot, og man bliver virkelig suget ind i den, synes jeg.”

Lige den serie har jo været ramt af en del kritik.  Hvad mener du om den?

“Folk kan nå at hidse sig enormt meget op over noget, de ikke har set. Det er nemt at se spøgelser alle steder, men de har gjort et kæmpe stykke arbejde for at fortælle en flig af Danmarkshistorien, som er svær, på en nuanceret måde. Jeg synes virkelig, den er velafbalanceret men også flot.«

DR er jo blevet kritiseret for at bruge en mangfoldighedskonsulent og insistere på at bruge ordet ‘slavegjort’ - hvad tænker du om den kritik?

»Jeg synes, det var noget pjat. Der er nogle, der opfinder problemer, som ikke er der. Vi har nok problemer i virkelighedens verden.«

Men er det ikke fair nok, at man forholder sig kritisk til, hvordan DR arbejder?

»Alle må have en holdninger til DR, og alle har holdninger, men det er et godt eksempel på, at folk farer i blækhuset, inden de har set programmet. Jeg oplever det som om, folk bliver sure for en sikkerheds skyld.«

Hvilket tv-program er din guilty pleasure?

»Alle former for boligprogrammer!«

»Når man skal slå hjernen fra, så er der bare noget dragende i at se, hvordan andre bor, eller drømme om sommerhuse. Jeg er meget troløs og ser bare det, der er.«

Mette Frisk ser boligprogrammer, når hun skal slå hjernen fra.
Mette Frisk ser boligprogrammer, når hun skal slå hjernen fra. Bax Lindhardt

Binger du eller ser et afsnit ad gangen?

»Jeg binger helt klart! Jeg er heller ikke first mover, så det er tit, der er flere sæsoner, når jeg er klar til at se noget.«

Hvad ser du sammen med din partner?

»Vi ser intet sammen! Vi har virkeligt forskelligt temperament ifht hvornår vi vil se noget, og hvad vi vil se. Han ser meget sport, og det ser jeg slet ikke, så hvis vi ser noget sammen, så er det fordi vi har været i biografen.«

Hvad er din yndlingsfilm?

»Jeg vil fremhæve filmen ‘Kapernaum’, der handler om et barn, der sagsøger sine forældre for at have sat ham i verden.«

»Det er en voldsom film, og den satte sig så dybt, at jeg tudbrølede i biografen. Da vi kom ud mødte jeg en studiekammerat, jeg ikke havde set i 15 år, og jeg så helt ommøbleret ud i ansigtet, at jeg måtte sige; jeg er ikke blevet skilt, jeg har bare lige været i biografen.«

Hvilken bog ligger på dit natbord?

»Jeg har gang i flere forskellige. Blandt andet Thomas Bobergs ‘Americas’, som er en række rejseminder fra en tur gennem USA til Peru. Jeg er nået til side 45, så det er ret nyt, men han skriver lækkert, og den er god. Jeg gik igang med den, fordi jeg skulle til Peru.«

Hvilken podcast kan du ikke undvære?

»Jeg har ikke en specifik lige nu, men jeg er storforbruger inden for nyheder, aktualitet, økonomi. Så det er primært der, jeg får mine nyheder fra. Podcast som 'Genstart', 'Tiden', 'Verden ifølge Gram', Sorte Tal, jeg er virkelig die hard DR og P1- lytter

Du hører kun ting, din egen arbejdsplads laver?

»Det er ikke med vilje, jeg har bare vænnet mig til det, og jeg har også selv lavet radio.«

Hvem er din favoritmusiker?

»Hvis du spurgte mine børn, ville de sige EG, og på det seneste nok også Emma Sehsted Høeg. Jeg var til en koncert med hende i koncerthuset, som var fuldkommen magisk.«

Hvilken sang får dig altid på dansegulvet?

»Alt med Beyoncé! Alt latinamerikansk, reggaton og salsa - det er sådan noget, jeg synes er fedt.«