B.T. tager hver uge temperaturen på de kendte og deres hund.

I denne uge Silas Holst, som hver aften er aktuel i ‘Saturday Night Fever’, men om dagen er 'far' til to franske bulldogs, hvis fødselsdage bliver fejret på lige fod med hans børns.

Min første hund var…

»Det var, da jeg boede hjemme, og min mor havde købt en hund, den hed Saigon.«

»Som barn var jeg allergisk overfor mange ting, også overfor hunde, men en Bichon Frise kunne jeg tåle, og så vi fik sådan én.«

»Kuldet var opkaldt efter teaterforestillinger, i dette tilfælde ‘Miss Saigon’ og så blev det bare til Saigon.«

»Jeg havde altid drømt om at have en hund, når du er barn og har allergi og det ikke kan lade sig gøre, så vil du det endnu mere. Så det var stor kærlighed fra første dag.«

Silas Holst med Bjarne og Dalton.
Silas Holst med Bjarne og Dalton. Foto: Privat
Vis mere

I dag har jeg en …

»To franske bulldogs. Hvilket ikke var meningen.«

»Vi forelskede os i Bjarne ud fra et billede, og skulle lige vende et par dage, om vi skulle have hund i familien igen.«

»Men da vi skrev tilbage, at vi rigtig gerne ville tage ham, var han i mellemtiden kommet på prøve hos en anden familie, og så døde den drøm jo lidt.«

»Der var vi bare blevet så opsat på at få hund, at vi kørte til en anden kennel og købte Dalton på stedet, selvom vi havde aftalt, at vi bare skulle kigge.«

»Efter ti dages tid viste det sig, at det ikke fungerede med den familie, der havde Bjarne, og at de overvejede at aflive ham, fordi de havde ikke råd til at betale den dyrlægeregning, der skulle til, for at han fik det godt.«

»Men det kunne jeg ikke have. Han skulle bare hér hjem med det samme, og så fik vi fragtet ham hertil.«

»Jeg havde aldrig overvejet at have to, men tanken om, at han måske skulle aflives, det kunne jeg ikke have. Så nu har vi to, og det er rigtig fedt. De sover op og ned af hinanden, og hvor den ene er, er den anden også.«

»Jeg har altid haft en forkærlighed for bulldogs, som er vidunderlige og er en race, som passer utrolig godt til mit sind og vores hverdag. Som kan med børn, og ikke kræver så meget andet end kærlighed.«

Silas Holst med manden Nicolai Schwartz.
Silas Holst med manden Nicolai Schwartz. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den dyreste dyrlæge regning, jeg har fået, var…

»Den har vi ikke haft, for det viste sig, at Bjarne slet ikke skulle opereres alligevel.«

»Det var en knæskal, der var hoppet ud, som muligvis selv ville hoppe på plads. Og det gjorde den sgu. Så 7-9-13 har vi ikke oplevet dyre dyrlægeregninger endnu.«

»Hvis han skulle have haft den knæoperation, ville det koste 22.000 kroner, og det ville jeg aldrig have sagt nej til. Så må man spinke og spare og lægge til side til, finde de penge på en eller anden måde.«

»Det må koste det, som det koster, om jeg så må sælge en bil eller noget andet. Men vi slap for skrækken. Og det var godt. Mest af alt for Bjarnes skyld. Men jeg ville aldrig have sagt nej til det.«

Når andre glemmer at samle deres hundelort op, bliver jeg…

»Rasende. Som min søn på syv år siger: 'det er super dårlig stil, far. Så skal man bare ikke have hund', og jeg kan kun give ham ret. For det er simpelthen så ulækkert.«

»Jeg er ikke politimand, siger ikke noget. Men jeg kigger vredt på dem, og jeg tror, at de kan se på mit blik, at jeg er rasende. Det er ulækkert og usympatisk ikke at samle det op.«

Når min hund tigger ved bordet…

»Så får den et pænt nej tak. Det orker jeg ikke. Jeg er ikke en stor hunde-opdrager, men jeg går meget op i nogle basale ting, som at de skal komme, når jeg kalder, ikke tigge ved bordet. Og gå pænt i snor. Jeg kan ikke holde det andet ud.«

»Men da Bjarne havde fødselsdag for nylig, der fik han lov til at spise ved bordet. Det er den ene gang, det sker. Fødselsdage er undtagelsen.«

»Der skulle vi andre ikke spise, og der var nok mennesker, til at vi kunne holde styr på dem. Så der fik de lov til at sidde ved bordet og spise leverpostejmad.«

Artiklen fortsætter efter videoen:

Det mærkeligste jeg gør sammen med min hund er…

»Vi snakker meget sammen i løbet af dagen. Og så har jeg nogle helt klare regler om, hvem der må passe dem.«

»Jeg er meget øm omkring mine hunde. For mig er de fuldstændig ligesom mine børn. Jeg har dem med alle steder, jeg overhovedet kan slippe afsted med det.«

»Jeg har også købt hundetrapper til dem, så de kan komme op og ned af sofaerne og sengene. Så de ikke skal hoppe. For racen kan ikke tåle at hoppe for meget.«

»Om det er mærkeligt, ved jeg ikke, men af Merete Mærkedahl ude på Cirkusrevyen fik jeg sådan noget dogtella til hunde, som jeg ikke anede eksisterede. Og i dag (fredag, red.) har Maggie for eksempel fødselsdag, så når vi andre skal hygge med morgenmad, så får de dogtella ned i deres mad og så skal de også hygge.«

»Vi fejrer også deres fødselsdage. De får også en fødselsdagsfest, ligesom mine børn gør.«

»Da Bjarne havde fødselsdag sidste måned, kom hele familien og spiste morgenmad sammen, og de kom med gaver til ham og så tog vi en lang tur i en hundepark med alle vennerne.«

Silas Holst har købt trapper, så de to franske bulldogs kan komme op i sofaen.
Silas Holst har købt trapper, så de to franske bulldogs kan komme op i sofaen. Foto: Privat
Vis mere

Mit forhold til at kysse hunde på munden er…

»Vidunderligt. Altså mine egne hunde. Men vi børster også deres tænder og sådan nogle ting.«

»Og så skal du huske, at en hunds mund er noget af det reneste, der findes. Hvis man har et sår, skal man bare lade en hund slikke det. Så renser det.«

»Hundens mund er meget hygiejnisk og ren, selv om de slikker sig bag i. Men det kan mine hunde ikke. For de kan ikke nå. Ellers ville jeg nok heller ikke gøre det.«

»Men vi kysser. Rigtig meget.«

Den grimmeste hunderace er...

»Det er helt klart bulldogs. Men det er også det, der gør dem så vidunderlige og kære.«

»De er jo sat skørt sammen. De har under- eller overbid, har deller i hele hovedet. Men det er også det, der gør dem fuldstændig magiske.«

»På mange måder er de så mærkværdigt sat sammen, at man ikke kan undgå at elske dem højt.«

»Bjarne kommer for eksempel til at få et gigantisk underbid, kan man se. Men det synes jeg bare er skønt.«

Selvom andre synes det er lidt mærkeligt får min hund altid lov til at…

»Komme med i bad. Så får jeg også lige vasket den samtidig med mig selv.«

»Og så får den – og det er mest af mig – lov til at få klippet negle hos dyrlægen, fordi jeg ikke bryder mig om at gøre det selv, hvis nu jeg gør det forkert.«

»I det hele taget får de lov til rimelig meget. Lov til at sove i sengen, hvis de har lyst. De er bare med til alt. De har et ret fedt liv.«

Fik du læst: