B.T. tager hver uge temperaturen på de kendte og deres hund.

I denne uge den bogaktuelle krimiforfatter Sara Blædel, som har en helt særlig grund til at eje en doodle og kalder ham sin bedste ven.

Min første hund var…

»Det var mine forældres hund, så det var den første hund i verden, som jeg mødte. En airedaleterrier, som hed Amok.«

»Det gjorde den, fordi min far som barn havde en airedaleterrier, og de boede ved Langeliniebroen, og han elskede at gå ude på broen og råbe 'Amok, amok, amok'.«

»Så da vi fik en airedaleterrier, skulle den også hedde Amok. Jeg har elsket hunde siden. Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at have hund.«

I dag har jeg en …

»En doodle, der hedder Cooper og fylder tre år den 14. november og er min livsgnist.«

Min livsgnist og bedste ven kalder Sara Blædel sin hund.
Min livsgnist og bedste ven kalder Sara Blædel sin hund. Foto: Privat
Vis mere

»Det skal forstås sådan, at jeg har haft virkelig, virkelig travlt med min udgivelse i over en uge nu. Så jeg var begyndt at blive lidt metaltræt.«

»Og i morges kom han bare ind og var logrende og glad, og så sagde jeg 'du er min livsgnist'. For det er han.«

»Vi har lige været ude på en kæmpe lang gåtur rundt om Kastellet, og det er bare så ægte vidunderligt. Man bliver lige grounded.«

»Jeg ved godt, at en doodle er en total pophund, men før havde jeg den dejligste labrador Cajsa, som var en kæmpe del af vores familie i mange år.«

»Men jeg fik simpelthen allergi overfor hundehår, fik helt svulmende, røde og kløende øjne, så jeg var nødt til at gå efter en hund, der ikke fælder.«

»Og det gør Cooper ikke. For han er to tredjedele puddel og en del flatcoated retriever.«

Det, der irriterer mig mest ved andre hundeejere, er…

»Der er, hvis man ikke lige aflæser hinanden.«

»Nu er Cooper fuldstændig fredsommelig, og oppe i sommerhuset kan han godt løbe løs, for han er enormt godt opdraget, så jeg kan sagtens kalde ham til mig.«

»Men man skal aflæse, om hunden har lyst til at hilse, ligesom man skal aflæse, om andre mennesker har lyst til at hilse på ens hund.«

»Så det er sådan en ting, som jeg lige synes er irriterende.«

Den dyreste dyrlæge regning, jeg har fået, var…

Det var en allergi overfor hundehår, der fik Sara Blædel til at investere i en doodle.
Det var en allergi overfor hundehår, der fik Sara Blædel til at investere i en doodle. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det var nok med min tidligere hund Cajsa, som led af noget allergi, så hun blev sådan en ørehund, der kløede og kløede og skulle løbende have medicin for det.«

»Jeg husker ikke, hvad det kostede, men det er jo en del af pakken, så det har jeg ikke tænkt så meget over. Kun at hun skulle have det godt.«

»Men jeg har aldrig været ude for at tænke: 'er hun det værd?'. På det niveau har regningerne slet ikke været.«

Når andre glemmer at samle deres hundelort op, bliver jeg…

»Så siger jeg: 'vil du ikke lige have en pose?', for jeg har hundelorteposer i alle mine frakker og lommer. Altid.«

»Man må som udgangspunkt tro det bedste om mennesker og gå ud fra, at de har glemt en pose. Høh høh.«

»Jeg glemmer det aldrig selv, og når jeg har samlet op, smider jeg heller ikke posen på gaden.«

»At samle hundelorten op er en fin forpligtelse, man selvfølgelig har.«

Når min hund tigger ved bordet…

»Arj, det gør den ikke. Og hunden får heller ikke alle mulige ting udover sin hundemad.«

»Der er jeg principfast, og det har jeg altid været. Jeg kommer jo fra landet, og der var hunde hunde, og i det hele taget skal en hund være godt opdraget, så man selv kan holde ud at have den med rundt omkring. Og det kan jeg  med min, for han lægger sig bare ned ved siden af mig.«

»Så nej, han tigger ikke ved bordet.«

Labradoren Cajsa med hvalpen Cooper.
Labradoren Cajsa med hvalpen Cooper. Foto: Privat
Vis mere

Mit forhold til at kysse hunde på munden er…

»Det gør jeg heller ikke. Jeg klapper og knuser ham, men nej nej nej. Jeg synes, det er klamt, men at andre gør det, må de jo om.«

»Min tidligere hund var en jagthund, og hun vidste ikke noget bedre, end hvis hun kunne æde noget, der havde ligget dødt længe eller rulle sig i noget, der havde været dødt længe.«

»Så eftersom man jo ikke ved, hvor ens hund har været sidst, nej.«

Den hunderace kunne jeg ikke drømme om at købe…

»Jeg tror ikke, at der er nogen, jeg ikke kunne drømme om at købe, for jeg synes, at alle hunde er søde.«

»Personligt er jeg ikke selv til de små hunde, men det er fordi, jeg er vant til de store. Det er bare mig, der synes, at der skal være noget at kramme.«

»Jeg er imod hunde, som får en udadreagerende adfærd, fordi de ikke er opdraget godt eller ikke er trygge. Den slags hunde er bare ikke rare at møde.«

»Men det siger jo mere om menneskene. Jeg synes ikke, at man kan lægge det over på hundene.«

Selvom andre synes det er lidt mærkeligt får min hund altid lov til at…

»Øøøøh. Det ved jeg ikke. At komme med? Det synes jeg da ikke er mærkeligt.«

»Altså, det eneste sted, hvor jeg har et blødt punkt og har afveget fra, hvad jeg egentlig er opdraget med derhjemme, er, at han må gerne sove i sengen, og han må gerne være i sofaen. Hjemme hos mig.«

Sara Blædel med Cooper. Som gerne må hoppe op i sofaen.
Sara Blædel med Cooper. Som gerne må hoppe op i sofaen. Foto: Privat
Vis mere

»Og så har jeg sagt der, hvor han bliver passet, at de må sige til, hvis han ikke må det dér. Men sagen er bare, at det må han også godt der.«

Det bedste og det værste ved at have en hund er…

»Det bedste er jo præcis det med, at du bliver mødt med et 'hey, skal vi komme i gang med dagen? Og har du lyst til at gå en tur?'«

»Det er simpelthen så skønt, for så starter du dagen i plus og i godt humør.«

»Og det værste er selvfølgelig, at man er bundet af den her forpligtelse, men jeg synes jo ikke, at det er slemt.«

»For ja, der er en afhængighed, og man er forpligtet til at tage sig godt af ham. Men nærmest inden han gjorde sin entre i mit liv, havde jeg jo allerede arrangeret mig med pasning, så han kunne blive afsat, når jeg rejser. Og det gør jeg tit.«

»Så jeg har taget højde for, at der bliver taget godt af ham, når jeg er væk.«

»Og tit tager jeg ham bare med. Han elsker at køre i bil og kan være på hotellet og er stille, når jeg ikke er der. Det har jeg vænnet ham til allerede, da han var hvalp.«

»Cooper er bare min virkelig gode ven.«

Læs også: