Der var kendisser i massevis på den røde løber ved dette års Svend Prisen i Svendborg.

Her var Mick Øgendahl også at finde på gæstelisten, men han var bestemt ikke begejstret for spørgsmålet fra B.T.s udsendte reporter.

En joke, du lavede på Smukfest, har skabt debat. Du har en solsikkesnor på og siger, at det er for at slippe for de værste Hus Forbi-sælgere. Nogle af vores læsere synes, det var krænkende. Kan du forklare mig, hvordan det ikke er krænkende?

»Hvis vi skal lave interviewet, så skal du ikke klippe i lortet, okay? Godt. Fint. Så har vi lavet aftalen,« lød det fra en tydeligt ophidset Mick Øgendahl til B.T.

Temperamentet steg hurtigt adskillige grader, efterhånden som komikeren fik talt sig varm:

»For det første var det ikke Hus Forbi-sælgere. Jeg gjorde ikke nar af folk med en solsikkesnor, jeg gjorde nar af folk, der misbruger solsikkesnoren til at undgå at komme i problemer,« forklarede han, inden kritikken blev rettet direkte mod pressen:

»At man så er dum og uvidende som journalist på Ekstra Bladet og B.T. og ikke har sit samfundsgrundlag på plads, ja, så kæmper selv den største forgæves.«

For at fjerne enhver tvivl om sin utilfredshed understregede komikeren sin pointe til sidst i sin lange smøre. 

Her forklarede han, at han udelukkende tog solsikkesnoren på som et led i sin joke – på samme måde som forældre ifølge ham giver deres raske børn solsikkesnor på for at snige sig foran i køen i Legoland.

»Det må du gerne bringe,« afrundede Mick Øgendahl.

Ord var dog ikke helt nok for komikeren. Han understregede sin pointe ved at plante en pegefinger direkte i brystkassen på B.T.s udsendte, mens han med et stort smil sagde:

»Tak for dig.«

Selv tak, Mick. Hvis ret skal være ret, tog komikeren sig dog efterfølgende tid til at vende tilbage til B.T.s reporter for at slå fast, at angrebet ikke var ment personligt.