Lørdagen bød på både barnedåb og bryllup for sundhedseksperten Michelle Kristensen.

Efter fire år som kærester blev hun og forlagschef Pernille Wass gift, og parrets lille dreng blev døbt.

Det skriver kost- og motionsguruen i et opslag på Instagram.

»3.02.2024. Og så blev en solrig lørdag beriget med en masse kærlighed. Viggo blev døbt, og vi sagde ja,« skriver hun og tilføjer: 

»Tak til den bedste familie og geniale venner for den dejligste dag.«

Michelle Kristensen arbejder med både kost og træning, holder foredrag om emnet og er forfatter til flere bøger om sund livsstil. 

Hun blev for alvor kendt, da hun optrådte som ekspert i DR-programmet 'Fede Forhold'.

Derudover har hun medvirket i 'Vild med dans' og som fast ernæringsekspert i 'Go' morgen Danmark'.

Siden 2020 har hun dannet par med Pernille Wass, der er forlagschef for børnebøger hos Politikens Forlag. 

På Instagram har Michelle Kristensen åbent fortalt om sin lange og opslidende fertilitetsbehandling. 

Pernille Wass har en femårig søn fra et tidligere forhold. 

I 2021 måtte hun abortere, da det barn hun ventede, havde en kromosomfejl. 

Derfor var glæden ekstra stor, da parret blev forældre til en lille velskabt dreng i oktober sidste år.