Det er det ypperste inden for madkunsten at få tre Michelin-stjerner.

Noma, med René Redzepi ved roret, var en af de tre danske restauranter, som har opnået den vilde hæder.

Lørdag bragte The New York Times historien om et voldsomt miljø med fysiske og psykiske overgreb, som flere ansatte havde oplevet under René Redzepi. Natten til torsdag dansk tid trak stjernekokken sig fra alt med Noma.

Og nu reagerer Michelin-guiden overfor Berlingske.

Den anerkendte franske madguide oplyser til mediet, at man har fulgt med i anklagerne mod Nomas stifter og medejer René Redzepi.

»Michelin-guiden fordømmer på det kraftigste alle former for vold, chikane eller misbrug, hvad enten det er fysisk eller psykisk. En sådan adfærd er uforenelig med de værdier om humanisme og ekspertise, som guiden har opretholdt siden sin oprettelse,« skriver pressemedarbejder hos Michelin-guiden Lauriane Villate.

Madguiden understreger dog, at Michelin-stjerner tildeles en restaurant, ikke en enkeltperson.

»Vi ønsker at bekræfte et grundlæggende princip. Michelin-stjerner tildeles en restaurant, ikke en enkeltperson. Stjernerne anerkender et helt teams kollektive engagement og udgør ikke en godkendelse af en enkeltpersons ledelsespraksis eller adfærd, ej hellere arbejdsforholdene i restauranten,« skriver de yderligere.

Noma fremgår ikke længere af Michelin-guidens hjemmeside, men det skyldes, at Noma lukkede sin restaurant i København i slutningen af januar. Derfor opdaterede man hjemmesiden ved at fjerne den.