At have været med til og frontfigur i at indføre nye formater som morgen-tv i Danmark, er én af de ting, der gør ham stolt. Men da han efter ti år vinkede farvel til jobbet, føltes det som at slippe ud af et fængsel.
»Pludselig kunne jeg mærke min frihed,« mindes Michael Meyerheim med et lettelsens suk.
I sin nye erindringsbog 'Ellers ville jeg fortryde' fortæller Michael Meyerheim om, hvordan det populære program blev til.
Om arbejdet i kulissen med at skabe de helt rigtige rammer og ingredienser. Herunder den helt rette partner på skærmen til ham selv. Der som bekendt blev Cecilie Frøkjær. Men ikke uden sværdslag.
Ifølge bogen havde Michael Meyerheim og de øvrige folk bag morgen-tv en anden værtinde i kikkerten, ligesom han i sit eget talkshow for nogle år siden afslørede, at han også havde rettet henvendelse til skuespiller Sidse Babett Knudsen som et emne til jobbet.
Men en insisterende Cecilie Frøkjær – som dengang endnu ikke var færdiguddannet journalist og kun havde tv-erfaring fra sin praktik på TV Midtvest – fik sparket døren ind og overbevist alle om, at hun var den rette til jobbet.
Hvilket han ikke lægger skjul på, at hun var.
2. december 1996 var der premiere på nyskabelsen, som danskerne hurtigt tog til sig og som blev en kæmpesucces. Ikke mindst takket være kemien mellem netop dem.
I ti år dannede de to par på skærmen.
Men pludselig kunne Michael Meyerheim mærke, at det var ved at køre af sporet for ham.
Når vækkeuret hver morgen ringede kl. 04.30, havde han allerede været vågen i flere timer. Kunne ikke falde i søvn igen.
Den lur, som han tog i løbet af dagen, kunne han knap vågne fra.
Han var fraværende, irritabel og tavs, når familien var samlet omkring middagsbordet. Og var præget af træthed, når han efterfølgende forberedte sig på næste morgens program.
Michael Meyerheim var blevet en version af sig selv, som han ikke længere brød sig om.
»Jeg var ikke så syg som de mennesker, der bliver syge af stress, men der var nogle symptomer, som mindede om det. Så der var tilløb til det,« siger Michael Meyerheim og fortsætter:
»Jeg kom ind i en periode, hvor jeg syntes, at den eneste energiudladning, jeg havde, var i de timer, jeg var på tv om morgenen. Resten af dagen var en mørk, grå og trist gelésubstans, jeg gik rundt i.«
Han fornemmede da også, at det kun var et spørgsmål om tid, før også den energiudladning løb tør.
»Når jeg tænker tilbage på de par år, inden jeg stoppede, så burde jeg nok være stoppet lidt før. For jeg havde det ikke særlig rart, når jeg ikke var på.«
»Det påvirkede også familien på den måde, at der gik en far og ægtemand rundt, som bare ikke var særlig munter at være sammen med, og som var endnu mere distræt, end jeg plejede at være,« beskriver han.
En samtale med lægen i foråret 2006 gjorde udslaget. Og 23. juni samme år sendte han morgen-tv for sidste gang og kunne allerede samme aften mærke lettelsen. Føle friheden.
»Det skal ikke gøres dramatisk, og jeg vil ikke gøre mig mere syg, end jeg var. Men der var advarselssignaler, som var vigtige at lytte til, og som jeg så endelig lyttede til.«
»Så jeg lavede heldigvis skiftet, inden det var for sent,« siger Michael Meyerheim, som håber, at andre kan bruge hans erfaring til at undgå at komme for langt ud af stress spiralen.
'Ellers ville jeg fortryde' er netop udkommet på Forlaget 28B
Fik du læst:
Én ting smerter stadig den populære tv-værtMichael Meyerheim: Svært at få at vide, at man har gjort et andet menneske ondt
For få dage siden fyldte han 75 år og udsendte samtidig sine erindringer 'Ellers ville jeg fortryde'. Og sandt at sige, er der ikke meget, han fortryder. Omend enkelte ting smerter.
»Det er svært at få at vide, at man har gjort et andet menneske mere ondt, end man overhovedet havde forestillet sig. Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg ikke gjort det,« siger Michael Meyerheim.
Dét vender vi tilbage til.
Skulle man tælle seertal sammen for alle de programmer, han har lavet gennem små fire årtier, ville tallet være astronomisk.
Programmer, hvor han har interviewet alt fra store stjerner til almindelige danskere. Fået dem til at føle sig trygge i den varme stol.
Nu sidder den populære tv-vært i den lyse sofa i hjemmet i Nordsjælland. En smule beklemt men med imødekommenhed i øjnene.
»Jeg er jo blevet interviewet før, men denne gang har jeg tænkt, at jeg bare skal nyde det, mens det står på og så ved jeg, at om et par dage er det overstået og så kan jeg vende tilbage til det normale,« fortæller han med et smil om at bytte roller.
At Michael Meyerheim overhovedet landede på tv og dermed i danskernes stuer, var på ingen måde givet.
Som ung og stadig grøn journalist fik han nemlig i 1973 arbejde på dagbladet Politiken. Var euforisk over at have scoret drømmejobbet, og med sit talent for at skrive og tale med mennesker, nåede han da også langt.
Så langt, at han ti år senere blev tilbudt og sagde ja til at blive bladets USA-korrespondent.
Og det er hér, at smerten kommer ind i billedet. For med valget fulgte også et fravalg.
Få år forinden var Michael Meyerheim blevet skilt fra sin første kone. Aftalen blev, at parrets søn Stephan skulle bo hos sin far. Datteren Tanja hos moderen.
Så da USA-eventyret blev en realitet, flyttede sønnen med, mens han efterlod den fem-årige datter i Danmark.
Skæbnen ville, at hun dog efter et år kom til USA og boede hos sin far.
Men at han valgte at rejse fra sin datter, førte til en reaktion hos datteren, da hun blev voksen.
'Hvordan kunne du gøre det, far?', spurgte hun.
»Jeg har valgt at tage det med i bogen, fordi det ville være forkert at udgive en bog, der kun fremstiller alt det rosenrøde,« siger Michael Meyerheim om at krænge det smertefulde ud.
En beslutning, som hans datter var indforstået med.
»Da jeg traf valget om at blive korrespondent, vidste jeg godt, at det selvfølgelig ikke var hendes store ønske, at jeg rejste væk i tre år.«
»Men efter megen overvejelse nåede jeg den konklusion, at o.k., hun er fem år gammel, otte år når jeg kommer hjem, så vi har mange års barndom foran os, hvor jeg kan være en nærværende far. Det var mit rationale,« husker Michael Meyerheim, som ikke mødte mange løftede pegefingre fra venner og bekendte.
For tiden var – som han siger – en anden i starten af 1980erne, hvor dét at realisere egne mål og udleve egne drømme var i højsædet.
»Det skal ikke være nogen undskyldning, for det var mig, der traf beslutningen, og jeg faldt altså for den fristelse,« siger Michael Meyerheim, som på daværende tidspunkt havde en amerikansk kæreste, og derfor med stillingen som USA-korrespondent så et logistisk puslespil gå op.
»Men det var et valg, hvor det først senere gik op for mig, at det havde gjort hende meget ked af det. Det var smertefuldt at få at vide,« indrømmer Michael Meyerheim, som siden har talt rigtig meget med datteren om det.
»Og vi har det bedste forhold overhovedet. Så der er ikke sket uoprettelig skade.«
Når årene i USA er værd at dvæle ved, skyldes det, at det var dér, at kimen til Michael Meyerheims succesfulde tv-karriere blev lagt.
Under en middag blev han nemlig introduceret til to danske tv-folk fra Nordisk Films nyoprettede tv-afdeling, der var rejst til USA for at jagte programkoncepter, de kunne byde ind med, når Danmark om et par år fik en spritny tv station. Nemlig TV 2.
I sine erindringer beskriver Michael Meyerheim, hvordan de to tv-folk vendte hjem og til deres chefer meddelte, at de ikke fandt nogen nye koncepter.
'Men vi fandt en ny vært'.
Michael Meyerheim havde da også charmet sig så meget ind hos de to tv-folk, at han, da han et år senere vendte tilbage til Danmark og redaktionen på Politiken, blev indkaldt til en såkaldt skærmprøve på Nordisk Film.
Som i dog i første ombæring ikke førte noget med sig.
Men en rastløshed, en trang til at komme videre havde indfundet sig i den 38-årige Michael Meyerheim, som – lidt i frustration og desperation – søgte en stilling på forskningscenteret Risø. Og var på nippet til at få den, da folkene på Nordisk Film hørte om det. Og fluks tog affære.
Michael Meyerheim blev ansat med omgående virkning.
Derfra er resten – som man siger – historie: Fra debuten i 'Lykkehjulet' den 1. oktober 1988, videre med 'Eleva2ren', med egne talkshow, 'Go' morgen Danmark' og 'Spørg bare Charlie'. Som nu kører på sit 19. år.
Små fire årtiers imponerende karriere, som måske aldrig var blevet skudt i gang, hvis ikke Michael Meyerheim havde valgt den stilling som USA-korrespondent – som også er forbundet med smertefulde minder.
»Jeg har jo tænkt tanken, at hvis jeg var blevet hjemme på Politikens redaktion,« starter Michael Meyerheim og ser tænksomt ud i stuen, før han fortsætter: »Ingen ved, hvad der så var sket. Men jeg tror, at tv på et eller andet tidspunkt ville have gibbet i mig.«
Han husker nemlig den tanke, der strejfede ham, da han 24 år gammel blev ansat på Politiken.
»Nu hvor jeg var kommet til mine drømmes mål, skulle jeg så være dér de næste 43 år, til jeg gik på pension?« mindes han og understreger, at det var drømmejobbet, og at han havde nogle fantastiske år på dagbladet.
»Men jeg ville nok have haft for meget uro i mig til at blive så længe. Jeg tror, at jeg ville have gået tv-vejen under alle omstændigheder.«
36 år har han gået den. Har elsket – og elsker stadig hvert sekund på den.
»Det, jeg har været gladest for, er, at jeg har kunnet være tro mod mig selv, at jeg ikke har skullet lave mig om.«
»Jeg har været heldig at arbejde i nogle formater og koncepter, hvor jeg ikke har skullet lade som om, at jeg var yngre, end jeg var, smartere eller sjovere end jeg var. Jeg har bare kunnet være mig selv,« smiler Michael Meyerheim, men medgiver dog, at der i visse kredse blev rynket på næsen af den version af ham selv.
Af skiftet fra Politikens kulturradikale højborg til noget så underlødigt som 'Lykkehjulet'.
»Der var ingen, der sagde det direkte til mig, men jeg har da siden fået refereret, at nogle godt nok syntes, at det var et mærkeligt valg. Hvad det ved gud i himlen også var,« griner han.
»Men for mig lå det i direkte forlængelse af, hvad mine egne behov og egen lyst var. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville prøve kræfter med det at underholde.«
Han smiler.
»At det så blev 'Lykkehjulet' var en tilfældighed.«
'Ellers ville jeg fortryde' er netop udkommet på Forlaget 28B