Sidste år blev Mette Vibe Utzon fyret fra DR.

Den rutinerede tv-vært havde siddet i stolen på TV Avisen og programmerne 'Debatten', 'Kontant' og 'Detektor', men røg i en fyringsrunde, hvor også navne som Alex Nyborg Madsen, Per Juul Carlsen og Maria Månson blev afskediget.

Nu fortæller hun lidt mere om dagen, hvor hun fik den triste besked. Det sker til Alt for damerne.

Hun lå syg derhjemme, da hun fik et opkald fra sin chef om, at hun skulle deltage i et møde over computeren, og så vidste hun godt, hvad klokken var slået. 

Hun kontaktede straks faren til sine børn, som kom over med morgenmad og var til stede under hendes samtale med DR.

»Det er sgu ikke særlig woke at fyre en kvinde på 60, og de kommer aldrig til at overbevise mig om, at jeg ikke er god til det, jeg laver. Måske var jeg ikke en super god kæreste, men jeg er en fandens god journalist,« slår hun fast.

Heldigvis havde en lang karriere indenfor journalistik, som også havde budt på ophold hos TV 2, givet Mette Vibe Utzon et solidt netværk, som hun hurtigt tog kontakt til, og i dag er hun tilbage i værtsrollen på Radio4's morgenprogram.

Og selvom det blev til en pludselig afsked med DR, er hun ikke vred, da hun har mødt nok bitre mennesker til at vide, at hun ikke selv vil ende sådan.

Det var en stor fyringsrunde, som DR holdt i september sidste år. Op mod 100 stillinger skulle nedlægges, hvilket i praksis betød, at op mod 70 medarbejdere skulle afskediges.

Fyringerne var et led i DRs strategiplan for en større digital omstilling.