Først efter hjemkomsten fra TV 2-datingprogrammerne 'Bachelor' og 'Bachelorette' fandt Mette Sommer kærligheden i sin gamle flamme Kristian Lindegaard.

Og nu er det genfundne par blevet forældre for første gang.

Det afslører de i et fælles opslag på Instagram, hvor de deler en række billeder af den nyfødte søn.

»Vi blev begge smaskhamrende forelskede. Du var 100% ventetiden værd,« skriver parret, der også afslører, at sønnen kom til verden først på natten 12. september.

Mette Sommer afslørede i marts, at hun og kæresten Kristian Kjær Lindegaard venter deres første barn sammen.

Graviditeten blev afsløret – og opdaget – mens parret var på en længere ferie i Fransk Polynesien.

I august 2023 blev kæresten Kristian Kjær Lindegaard vist frem på den røde løber for første gang, og måneden efter afslørede parret, at de var flyttet sammen i Kristians lejlighed på københavnske Vesterbro.

Mette Sommer blev kendt i første sæson af 'Bachelor', hvor hun blev valgt fra til sidst af ungkarlen Kasper Skak.

Efterfølgende vendte hun selv tilbage i fokus i programmet, da hun i TV 2-efterfølgeren 'Bachelorette' pludselig var den, der skulle uddele roser til sine bejlere. Her gav hun sin sidste til deltageren Boris Hjort.

Men den kærlighed holdt ikke, og efter hjemkomsten fra datingprogrammet fandt Mette Sommer igen sammen med sin gamle flamme, hendes tidligere kæreste Kristian Kjær Lindegaard.

Senest kunne Mette Sommer ses i 'Vild med dans', hvor hun kom til finalen med dansepartneren Morten Kjeldgaard.