I 2025 har Mette Horn fået sit ønske opfyldt.
Og det har endt med at få stor betydning for skuespilleren, der fortæller til B.T. at hun allerede er tyvstartet på næste års nytårsforsæt.
»Jeg håber, jeg kan opretholde de gode takter, jeg kom i gang med i slutningen af i år. Det har været en gamechanger,« siger hun.
Det hele skyldes, at Mette Horn i selskab med sanger Julie Berthelsen, ejendomsmægler Lars Elbæk og politisk kommentator Hans Engell medvirker i sæson to af TV 2-programmet 'Snyd din alder', der har premiere næste år.
På 12 uger skal de forsøge at undgå ultraforarbejdet mad, følge de officielle kostråd og dyrke motion i håbet om et sundere liv.
Og det har endt med at få stor betydning for Mette Horn:
»Jeg gav den virkelig gas, fordi jeg på en eller anden måde altid har drømt om at medvirke i et program, hvor jeg skulle blive sundere, og hvor der var nogen, der holdt øje med, om man så også gjorde det, de sagde.«
Hvorfor har du drømt om sådan et program?
»Jeg tænkte, at jeg kunne blive glad for nogle af de der ting, jeg synes er røvsygt, som for eksempel at træne. Jeg spiser normalt meget sundt, men træning har aldrig været min ting.«
TV 2-rogrammet har dog ændret på dét, præcis som hun håbede.
»Jeg er begyndt at synes, at træning er meget sjovt. Jeg har altid haft dagdrømme om at være en, der løb og var god til at løbe,« siger hun og tilføjer:
»Man ser på film, at folk begynder at løbe, og pludselig er de super stærke og løber langt. Men man har klippet alt det der ud, hvor man ikke rigtig orker, ikke? Men nu har jeg orket alt det, man plejer at klippe ud, og det har været fedt.«
Alligevel bliver løb dog aldrig Mette Horns fortrukne træningsform.
»Jeg tror aldrig, jeg bliver nogen løber. Jeg hader stadigvæk DHL-løbet, og jeg synes, det er røvsygt med alle de der folk, der træner meget.«

