Hun sov dårligt, blev ramt af hedeture og fik uforklarlige smerter i leddene.

Og så forsvandt lysten til sex.

Det fortæller den tidligere ‘Nybyggerne’-dommer, Mette Helena, til magasinet FIT Living ifølge Se og Hør.

»Jeg følte mig opgivende og nærmest en lille smule deprimeret. Jeg var forvirret og stresset og havde svært ved at bevare overblikket og huske. Og fra altid at have haft et sundt og rigt sexliv, så overvejede jeg pludselig, om jeg egentlig orkede at cykle hele vejen til Frederiksberg for at besøge min kæreste,« fortæller hun mediet og fortsætter:

»Jeg mistede faktisk interessen for sex, og det havde jeg aldrig prøvet før. Det føltes meget fremmed.«

Problemerne begyndte for fire år siden.

Først troede den kendte indretningsekspert, at hun var kommet i overgangsalderen.

Senere fandt hun ud af, at hun befandt sig i perimenopausen – perioden op til overgangsalderen.

En behandling fik i første omgang hedeturene og ledsmerterne til at forsvinde.

Men da hun igen fik det dårligt, begyndte hun på en anden behandling. I dag fortæller Mette Helena, at hun har fået energien og humøret tilbage og igen føler sig hjemme i sin egen krop.

Mette Helena var tidligere dommer på Nybyggerne, men blev vraget af TV 2. Se mere om det HER.