Fødevarepriserne er steget markant - men spørger man den kendte tv-konditor Mette Blomsterberg, så er det måske ikke så skidt endda.

»Det er trist for dem, som bliver ekstra hårdt ramt økonomisk, men jeg har et naivt ønske om, at der kan komme noget godt ud af noget skidt,« siger hun til B.T.

Hun håber nemlig, at de stigende fødevarepriser vil få flere danskere til at gå i køkkenet og lave mere hjemmelavet mad.

Ser man i Madkulturens undersøgelse fra 2024 ser man da også, at både færdigretter og take away-indtaget blandt danskerne er stigende.

Spørger man Mette Blomsterberg, så er det at gå i køkkenet og lave mad selv nemlig ikke bare godt for både vores sundhed og fællesskab - det er også med til at spare penge.

»Vi skal tilbage til det dejlige, hjemmelavede køkken, for hvis man formår at få en husholdning op at køre, så er det faktisk virkelig meget billigere at lave mad selv.«

Mette Blomsterberg håber, de stigende fødevarepriser kan føre noget godt med sig.
Mette Blomsterberg håber, de stigende fødevarepriser kan føre noget godt med sig. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Mette Blomsterberg er selv glad for, at hun hjemmefra har lært at lave mad fra bunden.

»Måske er en af de vigtigste ting jeg har fået med mig hjemmefra, at jeg kan lave mad ud af alting, det er jeg dybt taknemmelig for.«

»Jeg har også min uddannelse, men hjemmefra har jeg lært, at har man en runken porre og to gulerødder, så er det tid til at få dem brugt, og jeg kan lave mad ud af næsten ingenting.«

Udover den hjemmelavede mad, så håber hun også, at de stigende fødevarepriser får danskerne til at prioritere hårdere i, hvad de køber.

»Jeg tror, det er godt, vi lige tænker over, om vi behøver at købe energidrikke hver dag, eller skal vi mon ikke hellere bruge pengene på lødig kost i i stedet for?« 

»Fødevarepriserne er tårnhøje, men det kan forhåbentligt få os til at bruge de penge vi har til rådighed, lidt mere fornuftigt«

»Vi er nødt til at skære ned på skod og dårligdom, som mange af danskerne desværre vælger at bruge penge på, som jeg ser som ærgerligt og ødelæggende for både krop og sjæl. Jeg ønsker mig inderligt, at det er det, vi sparer på,« siger Mette Blomsterberg.

Hun anerkender, at priserne er stukket af, og det rammer især dem, der ikke har meget i forvejen.

Mette Blomsterberg er blandt andet kendt som tv-konditor.
Mette Blomsterberg er blandt andet kendt som tv-konditor. Foto: Tobias Kobborg

Men Mette Blomsterberg mener, det så må være en pligt at prioritere benhårdt - og her skal maden komme først.

»Det ér dyrt, og jeg forstår det, men vi kan ikke bare sætte os ned og beslutte, at så giver vi ikke vores elskede børn lødig kost.«

»Så må vi løse det og sælge to af familiens tre iPads eller lade være med at drikke sodavand. Der er nødt til at være nogle voksne, der tager ansvar, og det ønsker jeg mig, at det kan være det gode der kommer ud af den krise.«

Personligt mener hun nemlig også, at varer som kød i perioder har været for billigt.

»Er der virkelig en gris, der er død, så det kan koste 9,95 kroner for et halvt kilo? Det er jo vulgært, og det her tvinger lidt folk til at tænke grønnere, og det er jo en god ting« siger hun.

I Sydeuropa har man jo også store supermarkeder i selv de mindste byer, og folk bruger flere penge på fødevarer end herhjemme - hvad tænker du om det?

»Det er jeg så flov og ikke mindst ærgerlig over. Vi er så veluddannede og vi lever i et veletableret og ressourcestærkt land. Gud hvor er det kummerligt, at vi har den indstilling til fødevarer, at vi ikke er mere kritiske. Vi skal ikke ind på det, så begynder jeg at græde.«

Mette Blomsterberg understreger dog, at hun ikke ønsker at dømme nogle for deres valg - men at hendes eget håb er, at fødevarepriserne kan blive starten på en lille bitte ændring hos nogle.

»Jeg håber og krydser fingre for, man kan høre kærligheden i det, jeg siger. Mad er så meget mere end mad. Det er næring, nærvær, fællesskab og byggesten til vores eksistens,« lyder det fra Blomsterberg.