Telefonen ringer. Den næste film venter. Og i Hollywood kan stilhed føles som begyndelsen på enden.

Sådan har Matt Damon i årevis levet med presset fra en branche, han selv kalder »hensynsløs«, fortæller han til GQ.

Karrieren har da også trukket ham væk fra det, han i dag ser som sin vigtigste rolle: At være far til sine fire børn i alderen 15-19 år og papfar til en datter på 26 år.

»Jeg tænker meget over det, især nu hvor mine børn bliver ældre: virkelig at prøve at være her nu,« siger den 55-årige skuespiller og tilføjer:

»Men det er svært for mig«.

Ifølge Damon skyldes det både hans egen natur og den konstante usikkerhed i filmbranchen, hvor man hele tiden forsøger at regne ud, hvad der kommer næste gang.

Den jagt har nogle gange fjernet ham mere fra nuet, mere end han bryder sig om. Det mærkede han blandt andet, da han første gang læste manuskriptet til Christopher Nolans 'Interstellar': 

»Jeg blev så følelsesladet, da jeg læste manuskriptet, fordi jeg havde små børn. Jeg var i udlandet, væk fra dem i to uger. Og det manuskript handler om at miste hele sit barns barndom,« fortæller Matt Damon til GQ.

Efter læsningen ringede han til Nolan.

»Hvad fanden er der galt med dig?« udbrød han, da Nolan selv er far til fire.

Matt Damon fik sin første rolle i filmen 'Mystic Pizza', da han var blot 18 år. Det store gennembrud kom som 27-årig med 'Good Will Hunting', som han lavede sammen med Ben Affleck.

Efter gennembruddet svømmede han i filmroller. Men nu er det ikke kun rollerne, Matt Damon tænker på. Det er tiden derhjemme – før den er væk.