For mere end et år tilbage fik Mathilde Gøhler frataget kørekortet.

Den 31-årige model og influencer havde talt i håndholdt telefon under kørslen og blev derfor i Københavns Byret idømt en bøde og et kørselsforbud – men nu kan hun igen sætte sig bag rattet.

Køreskolen Alliance Trafikskole har nemlig delt en video af Mathilde Gøhler, der stolt viser sit generhvervede førerbevis frem.

Mathilde Gøhler blev i Københavns Byret i november 2022 underlagt et kørselsforbud, der betød, at hun skulle gennemgå undervisning og bestå både en teori- og køreprøve for igen at kunne køre bil.

Hun mødte ikke selv op i retten, hvor hun også blev idømt en bøde på 1500 kroner.

To gange tidligere mødte den 31-årige model og influencer heller ikke op til retsmøderne i sagen, men i november mødte et vidne – betjenten, der havde stoppet hende med mobilen i hånden – op, hvorfor Mathilde Gøhler blev dømt. 

Og nu, efter mere end et år uden gyldigt kørekort, kan Mathilde Gøhler igen sætte sig bag rattet og køre bil.