Det er nok de færreste tiårige, der har økonomi til at købe sig en pony. Ikke desto mindre er det altså virkeligheden for Mascha Vangs datter, Hollie Nolia.

Allerede fra hun var helt spæd, har Hollie Nolia nemlig modtaget et honorar, når hun har hjulpet til med kampagner eller figureret på sin mors blog og Instagram-konto, afslører Mascha Vang på sidstnævnte profil.

'Det har jeg selv valgt. Når hun igennem årene har deltaget på bloggen eller Instagram i diverse samarbejder, har hun fået honoraret ind på en almindelig lønkonto i hendes navn, hvor hun har tilknyttet frikort og betaler skat,' forklarer Mascha Vang i en spørgerunde.

Til B.T. uddyber influenceren, at procentdelen af honoraret, der er tikket ind på datterens konto efter et samarbejde, ikke er fast.

»Det afhænger lidt af, hvor stor en del af jobbet, hun er. Så det er et sted mellem 50 og 100 procent,« fortæller den 43-årige blogger.

Eksempelvis fik Hollie Nolia al indtjeningen fra det børnetøjsmærke, hun da også lagde navn til, som Mascha Vang i samarbejde med Hust & Claire fik produceret to kollektioner af i 2016.

Det har nemlig aldrig været i Mascha Vangs interesse at tjene penge på sin datter – og havde Hollie Nolia ikke lyst til at deltage i en given kampagne, blev den skrottet.

»Jeg har jo gjort det, fordi jeg kun syntes, det var rimeligt, at hun skulle have noget, når hun var med til noget,« fortæller Mascha Vang.

En del af datterens indtjening har bloggeren da også sørget for at investere for hende, og selv havde hun ikke regnet med, at der skulle tages hul på kontoen, før Hollie Nolia blev noget ældre og måske ville købe sig en lejlighed eller en bil.

Lige indtil den hesteglade datter altså brændende ønskede sig en pony efter at have prøvet kræfter med at have part i en.

»Jeg kunne jo godt købe en pony til hende, men jeg ved jo bare fra mig selv, at jeg har større glæde ved selv at købe noget, frem for at få det. Så det synes jeg bare, der var en rigtig god læring i, når der var noget, hun ønskede sig så meget,« fortæller Mascha Vang og fortsætter:

»Fair skal jo være fair, og hun havde jo penge til at købe den, så det skulle hun da have lov til. Men hun vidste ikke, hun havde den mulighed, før jeg vurderede, at hun var gammel nok og virkelig ville det.«

Derfor var reaktionen da også uovertruffen, da Mascha Vang kunne afsløre, at Hollie Nolia havde muligheden for at købe sig den pony, hun havde udset sig.

»Jeg kan mærke, det er halvdelen af stoltheden i det – hun er stolt af, det ikke bare er en, hun har fået af mor.«