Mascha Vang efter ulveangreb: Stopper manden i sidste øjeblik
Influenceren Mascha Vang tager nu sagen i egen hånd, efter en pony blev dræbt.

Influenceren Mascha Vang tager nu sagen i egen hånd, efter en pony blev dræbt.

En ulv menes at have dræbt en pony for få uger siden.
Nu tager Mascha Vang affære.
Det fortæller hun til B.T. på den røde løber til 'Danish Beauty Awards'.
»Jeg skal til at tage jagttegn. Det er der, vi er. Vi har ponyer,« lyder det, mens manden, Troels Krohn Dehl, tilføjer:
»Og vi har ulve i området.«
Skal I så ud og nakke en ulv?
Hendes mand er lige ved at trykke på svar-aftrækkeren, før Mascha Vang bryder resolut ind:
»Ej ej, det må man ikke sige,« siger hun bestemt, mens hun fægter mod kæresten, der er ved at rive sig med.
Der går dog ikke længe, før influenceren selv smider tøjlerne:
»Da jeg så, at nogen havde spist en pony, tænkte jeg: ‘Jeg skal have et jagttegn’. Der er kraftedeme ikke nogen, der skal røre min pony, det kan jeg love for!,« siger Mascha Vang.
Hun understreger dog, at hun ikke har fingeren løst på aftrækkeren.
»Jeg ved godt, man ikke må skyde, og det har jeg bestemt ikke tænkt mig.... men i ren selvforsvar.«
Ifølge hende er hun langt fra den eneste med tanken.
»Det er blevet lidt en dille i flokken,« siger hun og fortæller, at flere af hendes venner også er begyndt at tage jagttegn.
Kæresten er dog ikke helt samme sted.
»Jeg skyder som regel ikke dyr,« siger Troels Krohn Dehli, men får dog elegant tilføjet 'som regel'.
Mascha forsøger dog at lokke manden med på jagttegn, så de begge er klar på det værste.