En selvbiografi på 350 sider – udgivet som både e-bog og lydbog på dansk og engelsk. 

Det har iværksætter og samfundsdebattør Martin Buch Thorborg produceret på blot 30 dage i tæt samarbejde med fire AI-modeller. For at få biografien 'Hvad man ikke har i hovedet…' klar til jul.

»Nu kan jeg godt se, at det ikke bliver den, der ligger mange af under juletræet i år,« erkender han overfor B.T.

Samarbejdet med kunstig intelligens har nemlig mødt stor kritik i blandt andet DRs 'Debatten' og i Weekendavisens anmeldelse af bogen.

Sidstnævnte har fået Martin Thorborg til at reagere på X, hvor han efterspørger hjælp til at forstå, om skribenten overhovedet har læst bogen – og om det overhovedet kan kaldes for en anmeldelse.

»Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er – udover en afskrift af min podcast tilsat nogle hånlige bemærkninger. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en anmeldelse, eller om det er en form for 'Martin er dum, fordi han har brugt AI,« forklarer han til B.T.

Spørger man Weekendavisens litteraturredaktør, Asker Hedegaard Boye, er der faktisk slet ikke tale om en anmeldelse, men derimod en form for omtale:

»Vi vil gerne præsentere for læseren, at her er én af de første bøger, skrevet med AI, og indføre dem i hans arbejdsmetoder. Thorborgs skænderi med kulturministeren i 'Debatten' viste jo, hvor svært det kan være at forstå, hvordan – og hvad det er – han konkret har gjort. Hvis det havde været en anmeldelse, havde vi fældet en dom over bogens indhold, men det var ikke opgaven her.«

Martin Thorborg efterspørger netop konkrete vurderinger af indholdet og tvivler på, om skribenten overhovedet har læst bogen:

»Der er ikke noget, jeg kan forholde mig til, så jeg kan blive bedre. Jeg tror ikke, at personen, der har skrevet anmeldelsen, kan lide AI.«

Om det er en korrekt karakteristik af Weekendavisens skribent, er uvist, men Martin Thorborg er ikke i tvivl om, at omtalen er negativ.

»Det er klart kritik, og personen synes, det, jeg har lavet, er noget lort,« siger han.

Det mener Asker Hedegaard Boye dog ikke, at Weekendavisens artikel giver udtryk for:

»Vi skriver, at man som læser godt kan komme i tvivl om, hvad Thorborg vil fortælle, men bestemt ikke, at bogen er noget 'lort', eller at han er 'dum'.«

De mange negative reaktioner har ramt Martin Thorborg personligt.

»Selvfølgelig blev jeg ked af det, men så tog jeg en dyb indånding, og så var det det,« fortæller han.

Asker Hedegaard Boye ser positivt på, at Martin Thorborg er så investeret i, hvordan bogen tages imod – også når han opfatter Weekendavisens omtale som kritik.

»Det viser jo præcis, at selvom han har udgivet en bog med hjælp fra fire sprogmodeller, så er der et menneske, ikke en maskine, som skal stå på mål for bogen. Jeg hilser kritikken velkommen, netop fordi vi – som en avis skrevet af mennesker – er en afsender af kød og blod, som Thorborg kan være sur på,« siger han.

Selvom Martin Thorborg kun brugte 30 dage på at skabe bogen med AI, arbejdede han ifølge eget udsagn i døgndrift, samtidig med at han passede familielivet og sit almindelige arbejde. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Martin Thorborg er bevidst om, at han har udgivet bogen på et tidspunkt, hvor AI fylder meget i den offentlige debat:

»Jeg vidste godt, at hvis jeg fortalte åbent og ærligt om at have brugt AI, ville der komme en offentlig debat, som ville give omtale. Men bogen ville også blive ramt af AI-stigma og ende som et kæmpe flop – og jeg kan da se nu, det bliver sgu ikke en bestseller.«

Formålet med projektet var først og fremmest at undersøge, om han selv kunne producere en hel bog udelukkende med hjælp fra AI – og ingen andre.

»Min kone sagde, at forsiden ligner lort, men det må hun leve med. Det er mig og AI, der har lavet det hele,« fortæller han.

Selvom salget på omkring 100 bogeksemplarer indtil videre ikke har været imponerende, er Martin Thorborg fortsat fortrøstningsfuld.

»Jeg kommer ikke til at sælge en skid de næste par år, men over de næste ti år skal jeg nok få den solgt. På et tidspunkt finder vi ud af, at AI bare er et redskab, ligesom at skrive på computer frem for med en gåsefjer.«