Han elskede engang USA.

Men i dag er alt fra amerikanske aktier til amerikanske dagligvarer fuldstændig fortid for iværksætteren Martin Thorborg, og det er der én helt særlig grund til.

I Berlingskes nye podcast 'God Bless America' åbner den danske erhvervsmand nu op om, hvordan han har droppet sine venner 'over there'.

Han kan ikke engang finde på at købe sin absolutte yndlingsvin fra USA længere.

Det store boykot startede, da Donald Trump nok en gang satte sig tungt på magten i Det Hvide Hus. En præsident, som Martin Thorborg kalder for både 'stjernepsykopat og halvdement'.

Men den kontroversielle præsident var ikke engang den største skuffelse for den kendte iværksætter.

Martin Thorborgs store idol Elon Musk har en 'fordærvet moral' ifølge iværksætteren. Foto: Evan Vucci/Reuters/Ritzau Scanpix

Det absolut største knæk kom nemlig, da hans mangeårige idol Elon Musk – manden bag blandt andet bilgiganten Tesla – valgte at gå ud og støtte op om den amerikanske præsident:

»Jeg var meget, meget stor Elon Musk-fan, og jeg mener stadig, han nok er den største iværksætter, vi nogensinde har set. Musk er uden tvivl et geni, men han har også en fordærvet moral, som pludselig fyldte mere af det samlede billede. Dér krakelerede det for mig,« siger Martin Thorborg i podcasten.

Den kradse kritik stopper dog ikke ved de to verdenskendte milliardærer. Martin Thorborg langer i samme omgang ud efter den store del af det amerikanske folk, der uanset hvad bakker op om Donald Trump.

Her kalder han det direkte 'karakterløst', at befolkningen ukritisk støtter op om præsidentens handlinger, så længe de blot får lidt ekstra fedt på bankkontoen. 

En holdning, han desværre også har måttet sande hos mange af sine egne tætte, amerikanske venner.